Nye redekasser til Vendehals og Hvinænder i Rold Skov
Esben Sloth Andersen har finkæmmet Rold Skov for Vendehals, og sørme om det ikke gav pote. Rold Skov Gruppen er heldig at have én som Esben, der går så grundigt og struktureret til værks. Og som Esben har skrevet om før på denne side, (se: https://dofnord.dk/syv-sandsynligt-ynglende-vendehalspar-i-rold-skov/ ), så er der mangel på egnede og sikre redehuller for denne spætteart. Det har Rold Skov Gruppen forsøgt at råde bod på.
Jens Vinge har taget kontakt til Naturstyrelsen og talt med Skovfoged Leif Lyngsø. Gruppen har nemlig to ønsker – dels nye redekasser til Vendehals og Hvinænder, og dels et nyt hul-kamera til uglekasse-kontrol.
Naturstyrelsen syntes så godt om vores ønsker, at de besluttede at berige os med den nette sum af kr. 10.000,-.
Da vi er nogle i gruppen, der gerne selv vil bygge kasserne, bestilte Jens Vinge redekasse-materialer til selvbyg. Det betød, at gruppen også havde råd til et nyt kamera, som vil lette uglekasse-kontrollen.
Nu var det bare med at komme i gang. To aftner i december mødtes 8 handymænd og kvinder i Naturstyrelsens værksted i Rold Skov ved Skørping. Her var træ, skruer og et par gamle redekasser klar; en af hver slags. Redekasserne blev skilt af, så vi havde noget at bygge de nye kasser efter – og så blev der ellers savet på liv og løs. Den første aften var alle brædder savet ud, og der var boret hul i. Den anden aften blev kasserne samlet, det gik nærmest på samlebånd.
Det var et par rigtig hyggelige aftner med både god stemning og gode samarbejdsevner. Det var en stor fornøjelse at se slutresultatet. Nu står der 11 Vendehals-kasser og 11 Hvinandkasser klar til at blive sat op i Rold Skov.
Og kameraet til uglekassen-kontrollen, hvad med det? Ja, det bliver indkøbt! Men den historie får I en anden gang.
Tekst og billeder: Gitte Holm
Kassebygning – en fotokavalkade: