GråmejserNords tur til Lille Vildmose
GråmejserNords tur til Lille Vildmose den 20/4-2022
Turen startede ved Tofteskovtårnet kl 9 i håbet om at se nogle af de vinsenter (europæisk bison) eller kronhjorte, der græsser indhegningen i Tofte Skov. Vi så ikke nogen, men derimod 3-4 par sortstrubede bynkefugle, der yngler på hedestykket indenfor hegnet. Og også 2-3 ringdrosler blev set. Formiddagskaffen blev indtaget i fuld sol, noget der holdt hele dagen. Efter kaffen slog vi, 20 gråmejser i 10 biler ,et lille smut til Øster Hurup havn. Om vinteren er der god chance for havfugle i havnen, men nu var det blevet forår så, der var måger: hætte- og sølvmåger og en enkelt svartbag.
Turen gik mod selve mosen og for enden af Møllesøvej var der gevinst: 13 traner gik og rastede sammen med nogle sangsvaner og 2 kongeørne fløj tæt på mod nord sammen med en blå kærhøg han og et rørhøge par, der gav opvisning. Rørhøgene var i øvrigt aktive mange steder i mosen. Vi gjorde holdt med en udgravning på Hegnsvej, hvor der var 4-5 par gråstrubede lappedykkere der “hvinede” om kap. Her mødte vi en fotograf, der lige havde set elg på Grønvej. Den kørte vi ned til, og den gik der endnu. Der gik et ungt dyr og spiste pil omkring en fenner. Det er noget elge er gode til, de spiser træer i modsætning til heste og kvæg, der mest spiser græs. Elge kræver dog et højt hegn, som det, der er i Vildmosen, mens heste og kvæg kan holdes inde af et almindeligt trådhegn. Vi gjorde holdt ved søen på Grønvej i håb om, at se og høre blåhals. Måske blæste det for meget, vi så den ikke.
En sen frokost (13.30) blev spist ved Tofte Sø – her så vi endelig krondyr, 5 stk. Der er ikke mange fugle ved søen, de er flyttet til den nærliggende “nye” Birkesø, men der er godt, at stå med sin madpakke.
Turen sluttede med en gåtur ned til Birkesø. Tre mænd prioriterede søen frem for madpakken i håb om at fotografere en Isfugl som ifølge rygter skulle være der. Det var dog en nitte for dem, men til gengæld var der en del småfugle som de kom tæt på. Dem der prioriterede madpakken først gik dertil senere. En deltager fik et glimt af den blåskindende juvel: Isfuglen. Den Røde Glente kom til slut ind over området og lukkede for dagens fugleoplevelser.
Peter Manstrup