Vi har at gøre med en af den danske naturs stille eksistenser, når vi taler om bynkefuglen. Klædt i dæmpede farver sidder den derude og synger sin knirkende og varierede sang fra toppen af en lav busk eller øverst på en vissen stængel. Det sker, at den snupper en strofe fra en anden fugleart og komponerer den ind i sin egen melodi. Scenen er sjældent prangende, snarere beskeden grænsende til det selvudslettende. For det er på åbne arealer af enge, heder, overdrev, klitter og moser med lav vegetation af urter og dværgbuske, at bynkefuglen holder til. Der er flest vestpå i Danmark, ofte ude på de fattige klitheder og i de grå og brune klitter, hvor end ikke industrilandbruget kommer. Og så er vi fremme ved bynkefuglens aktuelle situation i Danmark, der slet ikke byder den på levevilkår, som vi gjorde engang. Der er mildest talt ikke bunker af bynkefugle længere. Når enge, ådale og brakarealer bliver pløjet og gødet, hvorpå kornet bølger, så forsvinder bynkefuglen ud af landskabsbilledet. Denne lille uanseelige sangfugl er en af de arter, der er gået mest tilbage i det danske landskab de seneste årtier, ja, bestandene er raslet ned over det meste af Vesteuropa, hvor det moderne landbrugs stordrift har fået forkørselsret med monotone markflader og ensartede afgrøder. Men bynkefuglen har det fint i Norge, Sverige og Østeuropa. Hvor naturen fortsat har spillerum, er den ligefrem i fremgang.

Tekst og foto: Jan Skriver.