Nu er tiden moden, hvis man effektivt vil tælle agerhøns. De buttede hønsefugle skutter sig skulder ved skulder i kulden, og i det renhvide snelandskab leder agerhønsene i disse VM-tider tankerne hen på trillende håndbolde. Når der kommer en omgang sne, opdager man, hvor mange – eller rettere hvor få – agerhøns, der i grunden er i de terræner, man dagligt kører igennem. Jeg har fornøjelsen af et par flokke i Lille Vildmose, hvor agerhøns altid er vågne, for der er også mange ræve i Vildmosen. I Lille Vildmose finder hønsefuglene det ”gammeldags” terræn med en mangfoldighed af græsser, urter og insekter, som giver både høns, kokke og kyllinger føden året igennem. Det er logik for agerhøns, at intensivt dyrket kornland med marker så store som sogn og uden læbælter og variation ikke levner fugls føde. I løbet af 50 år har bestanden af agerhøns her i landet taget et frit fald mod bunden, hvilket man meget tydeligt kan aflæse af jagtstatistikkerne. Før 1960 blev der hvert år skudt op imod 400.000 agerhøns i Danmark. I 2005 lød jagtudbyttet på cirka 50.000 agerhøns, og i 2011 var det faldet til 25.000 fugle. Og en del af dem var endda opdrættet og sat ud som jagtobjekter. Agerhønen er på Herrens mark i Danmark, men den vil langt hellere være på Lars Tyndskids marker.

Tekst og foto: Jan Skriver