De sidste par dage, torsdag og fredag i uge 6, har jeg gået hjemme i stuen og kigget ud af vinduet mod vest i tiden efter solnedgangen. Så kom tanken: Det skal du ud og opleve fuldt ud. Så i går aftes, lørdag, tog jeg til Lindholm fjordpark for at få oplevelsen af lysets forandring hen over himlen fra solnedgang og frem til over en time efter. Det er denne oplevelse jeg fortæller om her i ord og billeder.

Fortælling starter ved Lindholm Høje, hvor jeg sagde farvel til solen efter en flot dag. Lyset i vest er lyst gulligt, og mere rødt, hvis man summer ind på området i horisonten, hvor solen gik ned. En af de oplevelser jeg har jagtet flere gange ved solnedgangen er at ”fange” det grønne glimt, som kan forekomme, men man skal være heldig for at se det. Det skete ikke denne aften.

Ved ankomsten til fjordparken var min første oplevelse, at Solsorte havde travlt i skovbunden med at få det sidste måltid inden natten. Ud på fjorden sejlede Egholmfærgen endnu og holdt sejlrenden åben. Over Egholm kunne jeg lige skimte nymånen og kragefuglene (Alliker, Gråkrager og Råger) var samlet i høje løvtræer, men de stod også i en stor klump på isen. Det har jeg ikke før set, at de i en større flok samles på isen, inden de flyver mod skoven til overnatning. Se jeg havde ikke gjort mig det helt klart, hvordan jeg bedst kunne fange, og vise, lysets skiften i den følgende time. Efter lidt usikkerhed på om jeg skulle gå lidt rundt, eller blive på samme sted, – blev det det sidste jeg valgte som det rigtige. Jeg satte mig på kanten til fjorden og lod nu tiden gå for at se hvad der skete. Langsomt skiftede farverne i horisonten fra lysegullige til orange og røde farver. En flok Canadagæs kom trækkende fra øst med vest. De kommunikerer lystigt mens de flyver. Hvor jeg dog elsker at høre dem komme på den måde. Kragefuglene, som jeg havde forventet ville gå ned for natten på Egholms østlige ende, trak pludselig i mindre og større flokke i forskellige retninger, dels mod nord, dels mod vest. Hvor f—-n skal de hen? Hvor ville de overnatte nu, undrede jeg mig over? Måske ud til skoven vest på Egholm. Men hvad med dem der fløj mod nord? Hvor skulle de hen?

Ude over isen kom flere Gråænder lavt over isen i vestlig retning. De kom fra nogle få, til flere sammen, i en målrettet flugt. Mon de stiller sig på isen et sted langt ude på Limfjorden, eller går de efter en våge, hvor de måske kan fouragere lidt. Flere af dem må være trængte nu, af en vinter de, og vi, næsten ikke troede ville komme. Jeg har set flere døde svaner og gæs ligge på, eller i, isen i de seneste dage.

Når jeg sidder med front mod sydvest, kunne jeg, ved et kig over skulderen se mørket trænge længere og længere op over himlen. I mørket tændes stjernerne. Næsten lige over mig lyste planeten Mars op. Drejede jeg hovedet 90 grader mod venstre “trådte” Orion, Tyren, Syvstjernen og den store vintertrekant frem på himlen over Aalborg. Næsten kvalt af byens lys. De er de centrale stjernebilleder i de mørkeste vintermåneder. Drejende jeg hovedet 180 grader mod højre kunne jeg se de øverste stjerner af sommertrekanten (Deneb og Vega) og stjernebilledet Svanen, der nu flyver mod nord mod forårets komme. Svanen er absolut et af mine foretrukne stjernebilleder, da det billede viser mig (og fuglene) i hvilken retning fugletrækket går i løbet af året. Om efteråret flyver Svanen nemlig mod sydvest lige over hovedet på os ved mørkets frembrud. Kiggede jeg mod nordøst var Løven ved at stå op og Karlsvognen rækker højt oppe fra, øverst på himlen, sin stang (der også er Store-Bjørns hale) ned mod nordøst. Det hele imponerende smukt denne aften.

Til slut kom mørket højt op over himlen, så den tynde måne trådte tydeligt frem, mens den nærmede sig horisonten. Der var stadig et rødt skær helt i sydvest, men nu var det, desværre, lyset fra Nørresundby/Aalborg der var dominerende. Ude fra fjorden var der stadig flere lyde fra Måger, Edderfugle, og enkelte Pibeænder.

Klokken var nu 18,30. Det var på tide at jeg begyndte på hjemturen. Jeg fik super god oplevelse at tage hjem i varmen på. Men hvor var det ”stort” at sidde der i en time og 20 minutter efter at solen havde forladt horisonten. Den oplevelse vil jeg gentage, når de rette betingelser er der. Det er en stor sansemæssig oplevelse.

Faser af mørkets komme over himlen:

Hvis du vil se alle billeder i artiklen i stort format, så klik på dem! Det gør oplevelsen endnu mere intens.

Tekst og fotos: Svend Erik Mikkelsen