Nymølle Bæk
Det var med lidt betænkelige anelser, at maj måneds Gråmejsetur blev afviklet. Maj måned ser ud til at blive en kold måned og vejrudsigten lød ikke lovende: Blæst og Byger!, var meldingen.
Men det holdt alligevel ikke alle hjemme, 13 mødte op til dagens tur. Dagens emne var med fokus på Atlas-projektet og på fuglestemmekendskab. Starten gik i Nymølle Bæk syd for Jerslev. Stedet er en del af Jyske Ås, en meget smuk naturperle i landsdelen, som kan anbefales at besøge.
Fra parkeringspladsen startede vi med
at lytte på de første syngende fugle. Derefter gik vi til bækken for at følge den ind i området. Hele fuglekoret sang lystigt og det gir problemer med at adskille enkeltes sang, i forhold til en anden art, der synger samtidigt. Det er samtidig vanskeligt at se fuglene i en ny udsprungen løvskov.
Nogle lod sig dog se på turen, f.eks. Skovpiberen, Bogfinker, Musvitter og ikke mindst 3 Træløbere. Da vi kom frem til en lysning med udsigt til luftrummet, var det dog først mod jorden opmærksomheden blev rettet. Flere Aurora fløj omkring og de var villige til at sætte sig. Men så skete der noget over os: Rovfugle i luften over os! Det kan nok være kikkerten blev rettet opad! 2 Musvåger og 3 Hvepsevåger kredsede over os. En af Hvepsevågerne fløj med madding i næbet.
Efter denne flotte sene gik vi tilbage til bilerne. På vejen mødte vi en lokal familie. De havde mange fuglekasser omkring deres hus og havde et indgående kendskab til fuglelivet. De kunne fortælle om flere arter der ynglede. Natugle, Grønspætte m. fl Ynglefugle, der kan indberettes i Atlasprojektet. Det kan man godt gøre, når man er sikker på, at dem man taler med, er troværdige i deres fortællinger og sikre i deres iagttagelser. De havde også haft Vendehals, som ynglefugl, men desværre for nogle år siden, så den kan ikke tages med.
Derefter kørte vi til Lunken for at holde spisepause. En Stillits sang lystigt, men en anden stemme lod sig høre fra søen. Den var ikke umiddelbar genkendelig. Bjergvipstjerten var under mistanke, men den lød ikke helt rigtigt. Efter lidt søgen lod den sig se, Bjergbipstjerten, meget smukt på en nøgen gren. Så havde vi fundet en af de 18 fokusarter på vores tur.
Indtil nu havde vi hørt alle sangfugle tilknyttet skoven, bortset fra en` art. Skovsangeren. Det er mest oplagt, at finde den i de gamle løvskove ved Nymølle bæk, men vi hørte ingen. Sidste sted på dagens tur gik til Grevsmosen i Anni G. Madsens kvadrat. Da vi gik omkring Grevemosen lod den sig endelig høre, meget smukt og klar, fra en lille fyrreskov. Der er ingen regler uden undtagelser. De første regnbyger var faldet og 6 timers fugleoplevelser var gået, så dagen kunne afsluttes med denne erkendelse. De 2 fundne æg var Solsort og Grønirsk eller Dompap!
Turens observationer kan som vanlig søges på DOF-basen.
Svend Erik Mikkelsen