Sommerferien er forbi for de nordjyske Gråmejser. Nu trækker vi jer igen ud på oplevelser i naturen, – uanset vejr og vind. 26. august var startdatoen for dette efterårs forløb med forskellige ture. De blev planlagt i coronaens tidsalder, men nu er vi næste ude af dens hårde favntag, og vi håber at kunne gennemføre programmet uden restriktioner.

Lige godt 30 personer var mødt op ved Bjerget torsdag den 26. august. Mange gamle kendinge fra efterhånden en del års ture, og nogle få nye ansigter. Til fuglekig i Ulvedybet kunne vejret godt have været os mere venligt stemt, end det der mødte os denne dag. Vejret kan vi, som erfaret, ikke lave om på, så vi måtte tilpasse os de foreliggende omstændigheder. Vi kunne godt starte oppe på Bjerget og stå på vestsiden af toppen, i læ af gyvlen for den stride nordøstenvind. Der var noget at kigge på, både vadefugle (Hvidklire, Rødben, ryler) i vandkanten. På vandfladen i Dybet ænder, (Trold-, Hvin-, Grå-, og Krikand) samt lappedykkere og Knopsvaner og for dem der stod længst mod nord, – en fouragerende Rørhøg. For de nye deltagere er det ikke den bedste tid på året at lære arternes kendetegn, nu hvor de er midt i eklipsedragt (overgang fra yngle- til vinterdragt) perioden. Men i de kommende måneder bliver det igen lettere.

Kaffepausen holdt vi for foden af Bjerget. Her var der læ og ny-opsatte borde. Næste stop var Perlen. De fleste gik op i tårnet for at beskue den næsten tørlagte Perle. Men vinduerne mod øst/nordøst kunne det ikke betale sig at åbne, så det var kun dem på læsiden, det gav mening at åbne. På vaderne uden for dæmningen var der var en del vadefuglearter. Det er de fuglearter der er på vej syd over. De raster og spiser for at have energi til den videre rejse mod Afrika. 

Der var ikke mange fugle i den tørlagte Perle. De fleste arter var udenfor dæmningen og flere deltagere fandt ud af at sætte sig på stenene i nogenlunde læ af dæmningen. Af fuglearter var der: Alm. Ryle, Hjejle, Rødben, Stenvender, Stor Præstekrave, Storspove, Strandhjejle som de vigtigste. Iblandt rylerne kunne der godt gemme sig andre rylearter. Det var dog ikke muligt at registrere hvilke, på grund af modlys, afstand og den stride vind.

Efter flere overvejelser om turens videre forløb besluttede vi at køre ud til Pumpehuset, inden vi ville vende tilbage til Bjergets fod, for igen at være i læ med madpakkerne. Ved Pumpehuset fortalte Poul Erik og jeg lidt om, hvad man kan finde af fuglearter i Ølandsvejlen året rundt, samt en fortælling om områdets tilblivelse med dæmningsbygning og pumpehusets funktion. Denne dæmning gjorde et stort indhug i vade og strandenge. Hvis dette ikke var sket, eller dæmningen lå omkring 500 hundrede meter inde i landet, ville området i dag være et fantastisk område for vadefuglene. Men nutiden må nøjes med det der er nu. Men måske en dag?

Som vi sad og blev færdig med madpakkerne, blev der spurgt til kaffepausen. En af de nye deltagere konstaterede, at hun nu forstod, hvad der “bar” disse ture. Det er de mange måltidspauser. Jeg forsøgte at afslå kaffepausen. Vi skal da ikke holde kaffepause lige efter at have spist madpakkerne! Men det holdt kun indtil Åse kom med en stor citronkage, som hun bød på til alle. Så faldt den bastion mod kaffepausen.

Derefter var det tid til at nå turens sidste punkter. Vi kørte først til den østlige ende af Dybet ved Gjølvejen. Her var der masser af fugle på den fugtige eng og vadeflade. Men der var også masser af vind, så det var meget svært at bruge kikkert og teleskop, da der ingen læ-mulighed var. Men vi kunne konstatere der var masser af Grågæs og Alm. Ryle. Imellem dem andre vadefugle, herunder Islandsk Ryle. 

Sidste stop på dagens tur gik til Kytterne og Ryås udløb. Vi havde stillet i udsigt, at vi her kunne præsentere Fiskeørne! Men hvor var den – eller de? Kørerne ude på engene kom op imod os og gloede lige så intenst på os, som vi spejdede efter Fiskeørnen. De stod nærmest lidt i vejen for vores udsyn ud over engene. Det lod til at der ikke var ørne at se i dag! De to kvinder der havde Fiskeørnen, som det største ønske at se, gav op, og sagde farvel. Jeg kunne kun beklage, at den ikke var der. Det må være den hårde blæst, der holder den væk undskyldte jeg. Men nu kendte de i al fald stedet.

Inden jeg måtte forlade selskabet på grund af møde, ville jeg lige gå over og kigge mod vest. Jeg har tidligere set Fiskeørne stå på store sten ude i fjorden. Jo?  Er det ikke en Fiskeørn? Jeg løb tilbage efter mit teleskop for at være sikker i min sag. Der var ingen tvivl, – den sad på en stor sten med bytte, som den var ved at fortære. Alle tilbageværende blev anråbt for at opleve synet af Fiskeørnen. Så den standhaftige får sine ønsker opfyldt til sidst.

Svend Erik