DOF Nordjylland vil “et vildere Nordjylland”
Denne pressemeddelelse er sendt til medierne 24.2.2020
Nordjyske fuglevenner retter kikkerten mod den vilde natur.
Hvis den nuværende tilbagegang for mange fuglearter skal vendes, så skal vi give langt mere plads til den vilde natur, end tilfældet er i dag. Det var det klare budskab fra Dansk Ornitologisk Forening i Nordjylland (DOF Nordjylland), der den 8. februar vedtog en ambitiøs naturvision. Fremover vil foreningen kæmpe for mere vild og dynamisk natur i det nordjyske, med det formål at sikre en varieret og rig natur nu og i fremtiden.
På den årlige generalforsamling, blev en ny naturpolitisk vision for DOF Nordjylland vedtaget efter næsten et års arbejde i lokalbestyrelsen. Visionen fastlægger et ambitiøst mål om, at 30% af landarealet i Nordjylland i fremtiden skal være natur, heraf skal de 20% være vild natur, hvor det er de naturlige processer som storme, oversvømmelser, naturbrande og græsning fra store dyr, der bestemmer udviklingen.
”Vi har lyttet til forskerne”
Undervejs i arbejdet med visionen har bestyrelsen i høj grad lyttet til og ladet sig inspirere af biodiversitetsforskerne: ”Det har været vigtigt for os, at vores vision bygger på et solidt fagligt grundlag”, fortæller formand for DOF Nordjylland, Peter Kristensen. ”Derfor har vi flere gange i forløbet haft dialog med en række af de førende danske forskere inden for biodiversitet. Og budskabet har været det samme hver gang: Den nuværende naturforvaltning har, trods mange års intenst arbejde, ikke formået at bremse tabet i biodiversitet. Og det vigtigste værktøj til at vende udviklingen er at skabe langt mere plads til naturen, hvor den kan få lov at udfolde sig på egne præmisser. Det har vi nu fået fuld opbakning til at arbejde videre med af de lokale medlemmer”, fortsætter han.
Fokus på naturlige processer og foranderlige landskaber
”Traditionel naturpleje fokuserer ofte på at fastholde naturen i en bestemt tilstand, men det gør vi nu op med i den nye vision”, fortæller bestyrelsesmedlem, Anders Horsten, der har været med til at skrive visionen. ”Fremtidens natur i Nordjylland skal, i hvert fald hvis det står til DOF Nordjylland, i langt højere grad være dynamisk, foranderlig og i konstant bevægelse fra én tilstand til en anden. Og årsagen er nærmest banal: for det er jo netop disse landskaber, de fleste af vores sjældne og truede natur er tilpasset til”, fortæller han.
Selvom fokus er på den vilde natur betyder det ikke, at mindre naturområder ikke har kvaliteter eller skal beskyttes. Det er DOF Nordjyllands vision, at 10% af Nordjylland i fremtiden skal sikres med mere traditionel naturpleje, så de små perler spredt rundt i regionen og den bynære natur også sikres et rigt og varieret naturindhold.
Har du lyst til at læse DOF Nordjyllands samlede naturvision, så finder du den på DOF Nordjyllands hjemmeside – eller læs herunder.
Kontakt: Bestyrelsesmedlem Anders Horsten 23 36 31 80
Tekst: Anders Horsten
Fotos: Christian A. Jensen, Hans Henrik Larsen, Per Ekberg og Anders Horsten
”Et vildere Nordjylland” – en naturpolitisk vision for DOF Nordjylland
Ingen steder i Danmark er potentialet for vild og dynamisk natur større end i Nordjylland. En vild natur, hvor det alene er naturens egne dynamikker og processer, der former levende og varierede landskaber, og gør dem attraktive for et mylder af arter. Vi prioriterer den vilde natur, fordi det er det mest effektive værktøj til at bremse tabet i biodiversitet. Dette gælder ikke bare for fugle, men for alle de oprindelige arter i vores område. Samtidig er vild natur fyldt med oplevelser og overraskelser for os mennesker, og dermed med til at gøre Nordjylland til et attraktivt sted at bo eller holde ferie.
Vi vil arbejde for følgende tre delmål, i prioriteret rækkefølge:
• 20% af landarealet i Nordjylland (1600 km2) skal være vild og selvforvaltende natur uden produktion. Målet er at skabe så store og sammenhængende landskaber som muligt, så der bliver plads til alle de naturlige processer
• 10% af landarealet i Nordjylland (ca. 800 km2) skal være natur, som forvaltes og plejes med mere traditionel naturpleje. Det kan f.eks. være græsning, høslet eller afbrænding af isolerede naturforekomster af høj værdi og bynær natur
• Land- og skovbrug skal være effektivt, men samtidigt miljø- og klimamæssigt bæredygtigt
20% af landarealet udlægges til vild natur.
Vi vil arbejde for, at minimum 20 % af landarealet i Nordjylland reserveres til vild natur. I disse områder skal naturlige processer som oversvømmelser, stormfald, erosion, brand og græsning have lov at forløbe frit, fordi disse processer er med til at skabe et meget varieret landskab med et utal af levesteder. Dette vil skabe robuste naturområder med en dynamik, som vores oprindelige arter er tilpasset til at leve i. Vi har fokus på at sikre intakte og velfungerende økosystemer med alle de vigtige elementer, som funktionelle naturområder rummer. Det drejer sig f.eks. om blomstrende urter og buske, krat, gamle og døde træer, gødning året rundt, ådsler mv. Det betyder også, at der ikke skal foregå skov- og landbrug inden for disse områder, da alle ressourcerne overlades til naturen.
For at sikre befolkning og turister store naturoplevelser og ejerskab til den vilde natur, skal der skabes gode muligheder for at opleve områderne, i balance med de enkelte naturområders potentialer.
Vi vil pege på 25 vigtige naturområder i Nordjylland, som har et særligt potentiale som fremtidige vilde naturområder. Vi har taget udgangspunkt i, om områderne enten i dag eller på sigt kan udvikle sig til værdifulde naturområder, med særlig fokus på fugle. Det betyder også, at vi ikke har skelet til, om de er offentlige eller private. Vi vil arbejde aktivt for og bakke op om, at disse områder på sigt bliver udlagt til vild natur.
10% af landarealet udlægges til natur med mere traditionel naturforvaltning.
Vi foreslår også, at der udlægges 10% af landarealet til en mere forvaltet natur. Der er her tale om områder, som ikke kan indgå i større, sammenhængende naturområder, og som derfor i højere grad skal forvaltes og plejes af mennesker. Det kan f.eks. være små og fragmenterede naturarealer af høj værdi, som er omgivet af dyrket land, og hvor der ikke er gode muligheder for sammenkædning med andre naturområder. Det kan også være den bynære natur, som lokalt har stor værdi for mange mennesker.
En effektiv forvaltning af disse naturarealer bør fokusere på at sikre de sjældne og truede arter, der lever i områderne. Dette vil ofte indebære en form for naturpleje, f.eks. afgræsning, veteranisering af træer, høslet, afbrænding eller lignende. Denne pleje bør, så vidt det er muligt, bygge på principperne fra den vilde natur, men det skal også være muligt at producere f.eks. kød fra naturplejedyr i det omfang, at det ikke kolliderer med de overordnede mål for arealernes biodiversitet.
Land- og skovbrug skal være effektivt, men samtidigt miljø- og klimamæssigt bæredygtigt.
I DOF Nordjylland accepterer vi, at der er behov for effektiv produktion af fødevarer og tømmer, også i Nordjylland. Og vi erkender, at arealer disponeret til land- og skovbrug ikke samtidigt skal fungere som vigtige levesteder for de vilde arter.
I DOF Nordjylland mener vi derfor, at agerlandet og den dyrkede skov først og fremmest skal anvendes til at producere fødevarer, tømmer og andre gavnlige produkter. Deraf følger også, at der kun i begrænset omfang skal tages særlige naturhensyn i produktionslandskabet. Dette skal naturligvis ske på betingelse af, at der sideløbende afsættes den nødvendige plads til hhv. den vilde og mere forvaltede natur, efter ovenstående principper.
Vi vil samtidigt arbejde for, at al produktion foregår efter miljø- og klimamæssigt bæredygtige principper, så det ikke har negativ indvirkning på det omgivende landskab, vandmiljø eller på klimaet. Et land- og skovbrug i balance med det omgivende miljø vil også fremover rumme plads og levesteder til hverdagsnaturen, og dermed også fremadrettet bidrage med naturoplevelser også uden for naturområderne.
Vedtaget af: DOF Nordjyllands Bestyrelse 14. januar 2020.
Vedtaget af DOF Nordjylland på den årlige Generalforsamling den 8. februar 2020.