Lille Vildmose er det man kalder et hotspot, når talen falder på fugle. Tjekker man regelmæssigt DOFbasen, er der næppe en dag i hele året, hvor der ikke bliver meldt fugle ud fra Lille Vildmose. Facebookgruppen “Vild med Lille Vildmose” har over 1200 medlemmer, og den udgør et sandt galleri af naturfotos og af fugle især. Alt sammen vidner det om en overvældende interesse for en sand naturperle, og at der er noget at komme efter. Mosen er omfattet af en fredning på 78 km2, den er også natura 2000 EF- fuglebeskyttelsesområde og Ramsarområde.

Fredningen omfatter de to skove i nord og syd, Høstmark Skov og Tofte Skov og Mose. Hertil er der kun adgang for offentligheden på guidede ture. Det skal man dog ikke føle sig snydt over. Den mellemliggende mose byder på rigeligt med oplevelser.

Da jeg for snart halvtreds år siden bosatte mig på egnen og første gang besøgte Lille Vildmose, mødte der mig et helt andet billede end det, man har for øje i dag. Mosen var et produktionsområde for landbrug og tørvegravning, og det var begrænset, hvad man stødte på af fugle, jo selvfølgelig agerlandets fugle, Vibe og Hjejle, ynglende Stenpikker i klynestakkene og Dobbelt Bekkasin i gravebanerne og også den gang overvintrende Sædgås. Men i 1973 blev Tofte Sø genskabt efter at have været tørlagt i over 200 år, og straks indfandt der sig der et rigt fugleliv. Dog skal vi først hen i nullerne før der virkelig skete noget. Aage V. Jensens Fonde, der allerede havde Høstemark Skov, købte Tofte Skov og det meste af den øvrige mose. Fra 2004 og i årerne fremover indstillede Pindstrup Mosebrug tørvegravningen i mosen. Pumperne blev slukket og en række stem blev hamret ned i grøfterne og forvandlede mosen til det ukendelige. Naturen tog over, og et i sandhed imponerende fugleliv tog mosen i besiddelse. År for år ændrer mosens natur sig. Man kan vel ikke kalde det for en naturlig dynamik, når det hele er forsøgt styret af os mennesker, men overraskelserne har alligevel stået i kø.

Allerede inden naturopretningen tog fat havde Kongeørn indfundet sig som ynglefugle i de fredede og lukkede skove, Tofte Skov og Høstemark Skov. Første i 1998 i Tofte Skov og i 2003 i Høstemark Skov. Med en pause på over 10 år for ynglende kongeørne i Tofte er der nu igen succesfulde ynglepar i begge skove.

Tofte Sø er ikke, hvad den har været med hensyn til ynglefugle. Måske kan den i fugleverdenen ikke konkurrere med den nyfødte mose nord herfor. Men fugletårnet her er i luksusklassen, og det er stadigvæk det sikreste sted at opleve Havørn, der nu på tredje år yngler i Tofte Skov og der er også herfra det er bedst at spotte Tofte Skovs ynglende kongeørne. Ved Tofte Sø finder vi en af landet større skarvkolonier (831 par i 2015), havørnenes foretrukne spisekammer, og ofte kan man fra fugletårnet se Havørn sidde i timevis i kolonien.

Jeg mødte i mosen fornylig nogle tyske birdere udstyret med det helt store fotoudstyr. De havde haft nogle gode fugleoplevelser ved Hegnsvej i den nordlige mose og kunne ikke lade være med at undres over, hvor nemt det var at komme tæt på fuglene og fandt, at de var meget tillidsfulde, og det er lige, hvad de er. Og ikke bare fuglene er tillidsfulde, men også pattedyrene. En optælling i februar gav 180 rådyr i Mellemområdet, og det var vel og mærke kun dem optælleren kunne få øje på fra vejene. Dyrenes tillidsfuldhed skyldes nok, at der ikke drives jagt på dem.

Hegnsvej går øst-vest i den nordlige del af mosen. Den overskærer de mange nord-sydgående tørvegrave, og hvad kan man ikke se her, specielt i fuglenes yngletid. Det vil let blive en kedelig opremsning, så blot de mest karakteristiske ynglefugle: Alle fire danske lappedykkerarter, Rørdrum, Vandrikse, Plettet Rørvagtel, Trane, Grågås, Gråand, Krikand, Atlingand, Skeand, Knarand, Troldand, Taffeland, og Rørhøg og hvert år byder på forskellige overraskelser: I 2012 og 2013 ynglede Stylteløber, og de seneste år har Pirol og Dværgrørvagtel trukket folk langvejs fra. Drosselrørsanger og Savisanger har hittet hos birdere på natlyt.

Grønvej går nord syd gennem mosen. Der var herfra man kunne se stylteløberne med deres unger i 2013. Et område midtvejs byder på gode forhold for vadefugle. I sensommeren kan man se lidt af hvert, især mange brushøns, klirere og dobbeltbekkasiner.

Men ellers kan det anbefales at starte besøge udsigtstårnene, Toftesø-tårnet, Brandvagtstårnet ved vestenden af Hegnsvej, Rovfugletårnet i nord og Høstemarktårnet i østenden af Hegnsvej. Fra tårnene er ofte gode muligheder for ørnespots og så giver de et godt overblik over mosen.

Ud over områdets ynglende rovfugle, Havørn, Kongeørn, Rørhøg, Musvåge, Spurvehøg, Hvepsevåge og Tårnfalk og måske Lærkefalk er Lille Vildmose en rigtig god rovfuglelokalitet med mange andre arter spredt over hele året: Blå kærhøg, Fjeldvåge, Vandrefalk, Dværgfalk og Fiskeørn. Blå kærhøg har endog ynglet i 2003, den seneste yngleforekomst i Danmark.

I vinterhalvåret har mosen besøg af mange rastende gæs, første fremmest sædgæs. Lille Vildmose har status som den vigtigste vinterrasteplads for den nordskandinaviske ynglebestand. I disse år er gæssene her genstand for et omfattende forskningsprojekt, som der er redegjort for på Pandion. Men også Bramgås, Kortnæbbet Gås og Blisgås træffes her. Gæssenes morgen- og aftentræk mellem overnatningsplads og ædeplads er en stor oplevelse.

Jeg har ikke forsøgt at lave en liste over hvor mange fugle der i tidens løb er truffet i Lille Vildmose, et slag på tasken vil være 230 arter (hermed en opfordring til en flittig ornitolog om at konsultere DOFbasen), og med den interesse, der udvises fra fugleinteresserede fra hele landet er Lille Vildmose rykket op i den absolutte førerklasse, hvad angår danske fuglelokaliteter.

I 2016 står et nyt højt hegn på over 30 km færdigt, og der bliver udsat elg og krondyr som naturplejere i et forsøg på at forhindre, at mosen gror til med uønsket opvækst, men i stedet fremstår som et åbent landskab. Det skulle også gerne være til gavn for fuglelivet og forhåbentlig også føre til flere overraskelser og store fugleoplevelser. Ligesom i dag vil man kunne færdes frit i Mellemområdet, blot skal man passere nogle færiste.

 

Tekst: Thorkild Lund, august 2015

Foto: Jan Skriver