Entreprenørvirksomheden NCC sætter redekasser op til Stor Hornugle
Entreprenørvirksomheden NCC har besluttet at gøre noget for biodiversiteten i nogle af deres grusgrave. En af de arter der først kigges på er stor hornugle.
NCC vil være med til at sikre dens overlevelse ved at opsætte specielt designede kæmpe redekasser i sine grusgrave.
De første to redekasser er netop blevet sat op i den grusgrav, som NCC ejer i Sæby. Her ser virksomheden nemlig en mulighed for at skabe optimale forhold for yngleprocessen hos den sjældne fugl.
– Det er en udbredt misforståelse, at grusgrave er øde områder uden liv. Tværtimod er det et miljømål for os i NCC at fremme biologisk mangfoldighed i disse områder, både under udvindingen af råstoffer, og når vi genopretter områderne og leverer dem tilbage til naturen, siger Søren Evald Jensen, direktør for NCCs danske råstofdivision.
Han fortæller, at Stor Hornugle har en forkærlighed for grusgrave og er tiltrukket af det åbne areal, som grusgravene byder på, og som passer godt til dens brede vingefang. Derfor prøver NCC nu at sætte redekasser op i nogle af de graveområder, hvor virksomheden ser et potentiale i at tiltrække arten.
Flere redekasser klar til opsætning
Redekasserne er nøje udformet efter retningslinjer fra den anerkendte ugleekspert Klaus Dichmann. Opsætningen af kasserne i NCCs grusgrav i Sæby er blevet udført af Skovbo Træfældning, som har forberedt området ved at fjerne grene og sikre, at uglen nemt kan få adgang til redekasserne med dens brede vingefang.
Kasserne er forsynet med hampestrøelse og kvas. Tanken med at sætte to kasser op er ikke, at der kommer to ynglepar, men at der er noget at vælge i mellem. Den ene vender mod vest og den anden mod nord.
I løbet af året vil NCC installere yderligere to redekasser i en af virksomhedens andre grusgrave, når den rette placering er fundet for at tiltrække uglen. Derudover er der otte mindre redekasser klar til opsætning i flere af NCCs øvrige grusgrave, når den sjældne Vendehals migrerer gennem Danmark for at yngle i løbet af foråret.
– Nogle personer ser måske grusgrave som skampletter i landskabet. Men ud over at være afgørende for opførelsen af bygninger og anlæggelse af infrastrukturprojekter, kan disse områders næringsfattige naturmiljø faktisk give optimale betingelser for at fremme biodiversiteten. Det omfattende arbejde, vi lægger i disse projekter, bidrager til at skabe oaser for truede dyr og planter, som ellers ville have svært ved at finde passende levevilkår andre steder, lyder det fra Søren Evald Jensen.
Der forventes ikke ynglende Stor Hornugle i kasserne i år, men nu er de klar, så fuglene i området kan vænne sig til dem og måske tage dem i brug til næste års ynglesæson.
NCC nøjes ikke med at tilgodese stor hornugle og vendehals. De har mange andre aktiviteter i gang: https://www.ncc.dk/vi-tilbyder/rastoffer/biodiversitet/