Animals of the Serengeti and Ngorongoro Conservation Area
Af Adam Scott Kennedy og Vicky Kennedy. 152 sider. WildGuides: Princeton University Press. 2014. ISBN 978-0-691-15908-9.
Omtale og billeder af pattedyr og krybdyr (ingen fugle) med beretninger fra seks lokale guider og afsnit om geografi ( 10 lokaliteter i Tanzania) og dyrevandringer. Bogen har tre mål: at hjælpe brugeren med at identificere arter, man ikke er sikker på, at tilbyde interessant og letfordøjelig information om hver art og at vise, at der er så meget mere end “The Big Five” at kigge efter.
I anmeldelsen af ”Birds of Kenya’s Rift Valley” fortalte jeg at safariguiden og fotografen Scott Kennedy satser på at producere fotoillustrerede bøger om fuglearter der findes indenfor begrænsede lokaliteter. Sammen med sin kone har han også produceret en flot bog om dyrene i Serengeti og Ngorongoro-området. Med ”dyr” forstår de især pattedyr, men der medtages også nogle få krybdyr. Der lægges vægt på ”the big five” (elefant, næsehorn, bøffel, løve, leopard), der hvor får op til fire sider med fotos og tekst. Der er også plads til udvidede omtaler af en del andre pattedyr, mens nogle må nøjes med en mere begrænset omtale. I indledningen fortælles om lokaliteterne og deres karakteristiske dyr.
Hvis man skal besøge de to fantastiske lokaliteter i det nordlige Tanzania er det måske naturligt at kigge efter en bog der hedder ”Animals of the Serengeti and
Ngorongoro Conservation Area”. Men en smule eftertanke skaber tvivl om bogtitlen. Hvis man ikke er meget rig kan ikke komme til Serengeti uden at lande i Kilimanjaro International Airport og køre gennem Tanzania-delen af Rift Valley. Så hvorfor er disse områder ikke med? Heldigvis er der meget små forskelle mellem dyreforekomsten i de forskellige dele af Tanzania og resten af Østafrika. Men hvorfor så ikke købe en bog der dækker det hele? Blandt de mange bøger er den solide men noget kedelige Jonathan Kingdons ”The Kingdon Field Guide to African Mammals” (der også findes som applikation til smartphones og tablets).
Esben Sloth Andersen, juli 2015