Så er der Naturmøde i Hirtshals igen!
Naturmødet er et årligt nationalt folkemøde om og i naturen. Gennem tre dage omdannes den nordjyske by Hirtshals til epicenter for dansk naturdebat og naturoplevelser. Naturmødet afholdes for tredje gang den 24.-26. maj 2018 i Hirtshals.
Naturmødet er vind i håret, fuglekiggere og natursyn i konflikt. Det er debat, aktiviteter og folkefest, og her mødes økologer, konventionelle, nysgerrige, naturvejledere, børn, politikere, videnskabsfolk, vinterbadere og mountainbikere og mange flere. Naturmødet er – ligesom naturen – for alle, og sammen sætter vi dagsordenen for naturdebatten i Danmark.
Debat om naturen
Fra de seks forskellige platforme Thunderdome, Life, Learn, The Village, Explore og Roots bliver dit syn på naturen udfordret. Hvad skal vi med den? Skal den reddes eller bruges? Bevares eller udvikles? Bliv inspireret når fagfolk, politikere og entusiaster støder sammen om naturen.
Oplevelser i naturen
Rollespillere, kitesurfere og lystfiskere. Mountainbikere, børnehaver og naturister. Deres legeplads er den samme – naturen. Kom og vær med i et utal af særprægede og fantastiske oplevelser under åben himmel.
DOF og DOF Nordjylland er naturligvis til stede igen i år og med de største program til dato. Vores stand har nummer 32 og ligger på Kystvejen, som er hovedstrøget gennem Naturmødet. Vi har indrettet standen så du kan blive både oplyst, deltage i konkurrencer for børn og voksne, få en snak med både de centrale og de lokale dofaktive. I DOFlab, som kalder det, kan du afprøve din viden om fugle, få indblik i nogle af fuglenes hemmeligheder, og se en udstoppet havørn på helt tæt hold.
Der vil være foredrag og debatter, og i løbet af Naturmødet dissekerer vi en fugl og studerer dens fjer, kropsbygning og organer på nært hold. De besøgende kan også få en virtual reality-oplevelse med vilde pingviner, og der vil være fugleture – så vel mødt.
Aktiviteter og debatter i DOF teltet:
Sporing af Havørne via GPS, 24. maj kl. 16-17. Foredrag ved biolog i DOF Charlotte Moshøj og ørneekspert Kim Skelmose, ligeledes fra DOF.
Viben: Folkekær, men fordrevet, 24. maj kl. 17.30-18.30. Foredrag ved en vores bedste vibekendere, Niels Andersen, som modtog DOFs hæderspris i 2017.
Dissekering: Se en fugl indefra, 25. maj kl. 14-15. Få en grundlæggende viden om fugle og deres anatomi, når DOFs fuglekyndige biologer dissekerer en fugl.
Skal Falkejagt have en fremtid i Danmark?, 25. maj kl. 16-17. Vær med i debatten mellem Pia Adelsten fra DF, Rene Rask Brun fra Dansk Falkejagt, Michael Carlsen, zoolog i Dyrenes Beskyttelse og DOFs biolog Knud Flensted.
Bly i riffelkugler forgifter Rovfugle, 25. maj, kl. 17.30-18-30. Vær med i debatten mellem Niels Kanstrup fra Århus Universitet, Claus Lind, Danmarks Jægerforbund og Hans Meltofte fra DOF.
Fugle og Fyrtårne, 26. maj, kl. 13-14. Fuglestationsleder i Skagen, Simon S. Christiansen, fortæller den spændende historie om fugle og fyrtårne, som er uløseligt forbundne.
Fugleture ved DOF Nordjyllands formand Peter Lund Kristensen:
Hirtshals Hav og Strand, 25. maj, kl. 10-12
Hirtshals Havn, Strand og skov, 26. maj, kl. 10-12
DOf deltager også i de store Centrale debatter:
Hvordan går det med naturen i de danske Nationalparker?,24. maj kl. 15-16 i på LEARN scenen. Deltagere: Jan Falkentoft, Lars Mortensen, DOFs formand Egon Østergaard, Torben Juul Olesen, Thor Hjarsen, Michael Leth Jessen.
Naturen i de danske medier, 25. maj kl. 19-19.45 på LIFE scenen. Deltagere: Anders Lund Madsen, DOFs næstformand Boris Schønfeldt, Adam Schmedes, Anders Morgenthaler.
Spontane processer og rewilding, 26. maj, kl. 12-13 på LEARN Scenen: Julie Søgaard, Jens Christian Svenning, DOFs biolog Charlotte Moshøj, Karsten Thomsen, Thorbjørn Eriksen.
Skader det naturen at vi bruger den?, 26. maj kl. 14-15 i Thunderdome. Deltagere:; Mette Walsted Vestergaard, Lars Mortensen, DOFs formand Egon Østergaard, Peter Busck, Søren Hald, Kjeld Arildsen, Karsten Laursen.
Og så er der naturligvis alt det andet, som foregår. Samtlige partiledere stiller f.eks. op til en paneldebat på åbningsdagen.
Se programmet på Naturmødets hjemmeside. Du kan også downloade Naturmødets App på både Google Play og Appstore. Her kan du se hele programmet, vælge dine favoritter ud, og samle dem på et særligt faneblad, så du kan holde snuden i sporet blandt de hundredvis af tilbud.
Tekst: Børge Søndergård
Fotos: Naturmødet og DOF