I det seneste nummer af Fugle og Natur sætter Egon Østergaard fokus på det, han kalder fyrtårne, DOFs mange projekter, der omfatter optællinger og lokalitetsregistreringer. Aktuelt nævner han den afsluttende bog fra Caretakerprojektet 2003-2013. Men der er jo tale om rigtig mange i tidens løb, Atlasprojekterne for eks. Jeg tror, jeg har deltaget i næsten alle sammen. Det har givet store oplevelser, og samtidig gjort det meningsfuldt at være med til at skaffe viden og indsigt i fuglenes vilkår som grundlag for en bedre beskyttelse.

(afsnitsnummereringen herunder svarer til numrene på kortet)

 

1. Egense Fælled og Strandengene

Under AllasII var jeg i maj måned taget ud til strandengene ud for Egense syd for Limfjordens munding. Her er der en bugt flankeret af to øer, Ladestedsrevl og Tørmandsgrund, som blot er adskilt fra fastlandet af smalle render. Strandengene inklusive øerne var dengang afgræssede. Ude på den sydligste af øerne traf jeg en Engryle i sangflugt. Det var stort. Allerede dengang var ynglende Engryler i Danmark ved at være en sjældenhed. I dagens Danmark er der kun Vejlerne og Tipperne, hvor arten nogenlunde holder stand. Engrylen blev udskilt som en særlig underart i 2003 til forskel fra de 10.000 tallige flokke af almindelig ryle som besøger os i træktiderne. Man regner med en baltisk bestand af Engryler, hvortil de danske ynglefugle hører på blot 1000 ynglepar.

Sammen med Brushane og Stor Kobbersneppe indgik arten i 2005 i Projekt Truede Engfugle. Det lykkedes dengang DOF gennem forhandlinger med Miljøministeriet at få afsat en pulje til forbedring af naturtilstanden på de enge, som udgjorde potentielle ynglepladser. I 2011 indgik DOFnord, Egense fælledlaug (som står som ejer af et par af matriklerne), landboforeningen Agri Nord og lokale landmænd et grønt partnerskab med henblik på at sikre afgræsningen, først og fremmet gennem etablering af nye og bedre hegn. DOFnords bidrag var først og fremmest at forpligte sig på en overvågning af fuglelivet. Vi havde en række møder parterne imellem, og det var dejligt at møde nogle lodsejere, som brændte for sagen. De var alle noget op i årerne. Deres eneste bekymring var, hvad der skulle ske, når de engang skulle afvikle deres bedrift. “At holde kødkvæg er vores hobby, der er så få penge i det, at man ikke kan regne med en ung landmand tør kaste sig ud i det”. Den største af lodsejerne holder kvæg af racen Blonde d’Aquitaine. En race der er så stor og tung, at det præger engene visse steder med høje tuer og dyb mudder imellem. Af den grund anbefales racen ikke af Naturstyrelsen til naturpleje. Jeg talte engang med Hans Meltofte om det. Han så dog ingen problem i det, tværtimod. Her imellem tuerne kunne vadefugleungerne bedre gemme sig for prædatorer.

Desværre har tiltagene ikke fået Engrylen tilbage. Men de mere almindelige arter som Rødben, Vibe og Strandskade og visse år Klyde trives. Bugten mellem øerne er et lille vadehav. Her kan i træktiderne træffes i hundredvis af Gravand, Storspove, Almindelig Ryle og mange andre arter. Det kan bestemt anbefales at besøge lokaliteten. Fra Egense by følger man blot Sandgravsvej så langt, som man kan komme. Gummistøvler er nødvendige.

2. Muldbjerge

Længere sydpå kommer vi til Mulbjerge. Området omkring Gulhøj er et af de fineste overdrev, man kan finde nogen sted. Botanikerne regner med omkring 60 plantearter per kvadratmeter. Midt i April næsten eksploderer bakkerne i kobjælder, både Nikkende og Oprejst Kobjælde. Ud mod havet ligger der en fin eng, men ikke så tillokkende for fuglene, idet der uden for hegnet ud mod havet er en op til 50 meter bred rørsump. Her ville det være fint, hvis hegnet blev flyttet. Og hvem ved om det ikke kan lade sig gøre. Muldbjergene er fredede. Bakkerne ejes af Lille Vildmose Naturfond, som er en aflægger af den store AVJNF*. Kommunen er plejemyndighed. Kreaturerne tilhører en lokal landmand, som kommunen har lavet en aftale med.

Snyd jer ikke for en tur til Gulhøj, når kobjælderne blomstrer. Jeg tvivler på om der findes tilsvarende andre steder i Danmark. Kreaturer er ganske fredelige. De tilhører den lille race Galloway. Selvom der skulle være en tyr imellem, går den ikke til angreb (Dog har man nogle eksempler herpå fra udlandet. Folk synes simpelthen, de er så søde, at de absolut skal hen og klappe dem)

3. Engen ud for “Uret”

Syd for Dokkedal, ud for “uret” ligger der en perle af en strandeng. Her er der blot et relativt smalt stykke mellem Kystvejen og havet. Især ved højvande er engen meget benyttet som rasteplads for Lysbugede Knortegæs. Det drejer sig om få hektar. Her i vinter talte jeg en dag over 400 gæs på engen. Det er syv procent af den truede Svalbardbestand. En dag for et par år siden, var jeg så heldig at aflæse nummeret på en ring på benet (ja, så tæt går de på vejen). Den var ringmærket på Agerø femten år forinden og havde altså taget turen frem og tilbage til Svalbard 30 gange. Engen bliver afgræsset af heste. Ejeren har indgået en MVJ aftale (Miljøvenlig Jordbrug), som er en tilskudsordning, med myndighederne. Aftalen udløber til 2019. Nu kaldes ordningen noget andet, men forhåbentlig bliver den forlænget. Kyststrækningen syd for Dokkedal er omfattet af en fredning og kommunen er plejemyndighed. Det burde være en garanti for en fortsat gunstig bevaringsstatus.

4. Højstaudeengen

Ikke ret langt syd herfor, ligger der en anden beskyttet eng, men i en tilstand der må give anledning til selvransagelse hos myndighederne. I det gamle Nordjyllands Amt indgik man en aftale med ejeren om at tage den ud af landbrugsdriften, altså blot lade den ligge, med det resultat, at den hurtigt voksede ind i det, vi betegner som en højstaudevegetation. Først sidste år fandt der en såkaldt brakpudsning sted. Men på de årstider, hvor der ikke er vækst i urterne ligger der blot en tyk måtte af vissent græs og urter over det hele. Her er der ingen vandfugle, ja dårligt nok andre fugle. Forhåbentlig er er håb forude. Også dette område indgår i kystfredningen og kommunen er plejemyndighed. Når aftalen udløber, kan man forhåbentlig lave en ny og bedre aftale. Men havde området været et almindelig §3 område udenfor et fredet område eller Natura2000 ville det ikke være omfattet af nogen plejeforpligtelse. Her er det nemmeste blot at lade stå til, og det er ikke sikkert, at der kommer god natur ud af det. Jeg kan heller ikke lade være med at sætte engen lidt i perspektiv i relation til den nyligt afholdte kampagne med underskriftindsamling, som DOF har afholdt. På omtalte parcel er der i årevis ikke blevet gødet eller sprøjtet, men heller ikke afgræsset, og det er altså en forudsætning for at viberne og andre af engenes fugle trives.

5. Knarmouengen

Endnu længere sydpå kommer vi til et 60 ha stykke eng mellem Kystvejen og Havet. Langs vejen er der en ung træbevoksning, der indtil for få år siden spærrede udsigten til havet. Nu har der i ti år gået Tauruskvæg og Konikheste her. De har tyndet godt iblandt træerne og har afgræsset strandengen ud mod havet. Tauruskvæget er en kvægrace, der er fremavlet på grundlag af nogle primitive kvægracer i et forsøg på at avle tilbage til kvægets stamform, den europæiske urokse, som uddøde i 1627. Konikheste, som blot betyder lille hest er en sydøsteuropæisk brugshest, som skulle være det nærmeste man kan komme den uddøde europæiske vildhest, tarpanen.

Det første “fyrtårn”, jeg deltog i var en optælling af andefugle ved vores kyster i perioden 1967-74 ved Anders Holm Joensen fra det, der dengang hed Vildtbiologisk Station. Da kunne jeg stå på Kystvejen med åben udsigt til havet og tælle flokkene af ænder. I dag fremtræder området nærmest vejen som et åbent parklandskab, så okserne har gjort det godt. Der er etableret en parkeringsplads med infotavler overfor den sydligste af ejendommene før Tofte Skov.

Hvad angår ynglefugle må jeg med skam melde hus forbi. Tauruskvæget er ikke klappedyr. Især tyrene kan være aggressive, så vi er nogle stykker, der har holdt sig derfra. Men der skal nok være gode levesteder for fuglene. Og i mange tilfælde trives fuglene jo bedst, når ikke vi mennesker render og forstyrrer dem hele tiden.

Området ejes af AVJNF*. Hidtil har plejemyndigheden, Aalborg Kommune ejet Tauruskvæget, men kommunen er i disse år i færd med at afvikle deres engagement i dyrene. De veterinære krav om dagligt tilsyn, øremærkning og blodprøver gør det uforeneligt med sigtet om, at de skulle færdes som vilde dyr. Man har forsøgt i flere år at få det ændret men uden held. I Holland kan man til gengæld se Tauruskvæget færdes frit uden øremærker i den 6000 ha store naturpark, Ostwarderplassen.

*Aage V. Jensens Naturfond

Tekst: Thorkild Lund
Fotos: Thorkild Lund, Henrik Haaning, Dorte og Flemming Sørensen og Børge Søndergård