Mit liv med BONDELANDETS NATUR. Af Kaj Sand-Jensen. Gyldendal 2017. 291 sider. Pris 250 kr.

Anmelderen undrede sig, da han blev bedt om at bidrage med et foto af en kaktusfinke fra Galapagosøerne som illustration til en bog med titlen ”Mit liv med BONDELANDETS NATUR”. Men jeg sagde selvfølgelig ja, for bogens forfatter var professor Kaj Sand-Jensen. Han er kendt som redaktør af og bidragyder til storværket ”Naturen i Danmark” og som en vedvarende forsvarer af de næringsfattige dele af landet, der ofte ødelægges af landbruget. Jeg sagde også ja til at lave denne anmeldelse for DOF Nordjylland efter, at jeg havde skimmet Sand-Jensens tekst. Der er nemlig på flere måder tale om en enestående bog af relevans for natur- og fugleinteresserede i Nordjylland. Her er det er stor fordel, at bogen bruger personlige erfaringer til at præsentere historiske perspektiver og videnskabelige resultater om naturens økologiske sammenhænge.

Bogen kommer langt omkring. Men alle de mange temaer tager udgangspunkt i de to første kapitler. Og disse kapitler handler om Nordjylland. Sand-Jensen (født 1950) fortæller, at hans holdninger og ambitioner er præget af, at han var Åbybro-dreng i 1950erne og 1960erne. Hans aktionsradius omfattede Ryå samt Gøl og Øland, hvor der stadig var godt badevand, ålegræs og glasål samt kobbersnepper og brushøns. Han skriver: ”Det var ikke svært at gennemskue, at fuglene forsvandt, fordi man ødelagde deres levesteder og ovenikøbet skød dem bort. Eller at ålene forsvandt i Limfjorden, fordi den blev forurenet, og at ålen blev frarøvet sine utallige opvækstområder i takt med afvandingen af vige, bugter og vejler langs fjorden og søer og moser i hele Nordjylland.” Sand-Jensen botaniserede også i de få rester af højmosen i Store Vildmose, der var blevet tilbage efter opdyrkningen, og han supplerede senere med studiet af velbevarede højmoser. Derfor er det ikke mærkeligt, at han udviklede en brændende interesse for langsigtet naturgenopretning.

Sand-Jensen viser, at det kræver stor viden, hvis man effektivt vil beskytte og genoprette næringsfattig natur overfor en stadigt kraftigere menneskelig indgriben. Den viden ville han opnå gennem at studere biologi. Han forklarede en kammerat: ”Jeg skulle til Århus for at få svar på, hvorfor brushønsene havde trådt deres sidste dans på Gøl, og hvorfor ålegræsset rådnede bort og nu lå som vissent opskyl på stranden frem for at vokse friskt og grønt hele vejen tværs over Nibe Bredning.” Men han måtte rejse til København for gennem studiet af evolutionen og økologien at forklare brushønsenes og ålegræssets skæbne: ”naturens store sammenhænge over lange geologiske tidsrum og naturens historiske deroute herhjemme var simpelthen ikke på programmet i Århus dengang.” De spørgsmål kunne han studere på det internationalt kendte Ferskvandsbiologisk Laboratorium, som også dækkede ålegræs i saltvand. Men hans forskning kom også til at omfatte truslerne mod næringsfattige søer, som havde iagttaget i Nordvestjylland. Så historien fortsætter med at Sand-Jensen og hans studerende laver undersøgelser af eksistensvilkårene for bundplanter i klare søer og deres erstatning med et stinkende bundlag på grund af næringstilførsel fra landbruget. Og herefter leverer den stadigt dygtigere evolutionære økolog er perlerække af vigtige resultater, der sættes i perspektiv af studiet af relativt uberørte landområder som den svenske ø Öland og de fjerne Galapagos-øer.

Bogens sidste tre kapitler sætter tingene i perspektiv. Ved hjælp at den udviklede grundforståelse har det været muligt at genoprette meget af den truede natur, som det er sket i Skjern Ådal, Filsø, Lille Vildmose, Grib Skov og mange andre steder. Grundforståelsen har også understøttet den generelle politiske og administrative indsats for at beskytte naturen i det danske ”bondeland”. Denne indsats har på flere områder bragt Danmark i en international førerposition. Men dele af landbruget og partiet Venstre arbejder kraftigt på at rulle indsatsen tilbage. Sand-Jensens bog er blandt meget andet et videnskabeligt funderet kampskrift mod denne tilbagerulning.

Det er ikke en bog for dem, der ønsker at undgå vanskelige emner. Men jeg synes at Søren Ryge Petersen overdriver kraftigt, når han i sin boganmeldelse i ”Politiken” skriver: ”Kaj Sand-Jensen er professor i ferskvandsøkologi og har begået en fagbog om sin grundforskning, som kollegaer og elever sikkert vil elske. Men forklædt som erindringer vildleder den nok den almindelige læser mere, end den vejleder.” Jeg synes i stedet, at Sand-Jensen har gjort en fremragede indsats for at bredt at formidle resultaterne af et forskerliv, der tog udgangspunkt i Nordjyllands truede natur.

Esben Sloth Andersen

august 2017