Fyraftenstur til Rærup Slambassiner
Vejret var ikke med os onsdag d. 12. april, da Aalborg-gruppen havde arrangeret en
fyraftenstur til Rærup Slambassiner. Mødetiden var kl. 17.30 og vejrudsigten sagde 8 m/s,
7 grader og regn fra kl. 19 – ikke de bedste betingelser for at opleve rørskovens fugle.
Men der var alligevel 10 deltagere fra både DN og DOF, der var mødt op for at gå en tur i
området med Anton Thøger Larsen som guide.
Anton startede med at introducere deltagerne for mobil-app’en Merlin. Den indeholder
blandt andet funktionen ”Sound ID”, hvor man sætter app’en til at lytte efter fugle i
omgivelserne. Merlin viser så en liste af de fuglearter, som den kan identificere og det
fungerer overraskende godt – selv om man selvfølgelig ikke kan stole blindt på app’en.
Den kan være en god hjælp til at lære nye fuglestemmer eller til at registrere de arter, som
høreapparatet ikke fanger.
Under hele turen så vi Rørhøg fouragere over rørskoven, i hvert fald 4 fugle, og han og
hun havde gang i deres parringsleg i luften. Mon ikke der yngler Rørhøg i slambassinerne
igen i år?
Slambassinerne har ændret sig væsentligt gennem årene. I starten blev de fyldt med slam
og sand og indeholdt vadeflader, der tiltræk mange arter vadefugle og store flokke af gule
vipstjerter. Der er kun blevet deponeret nyt materiale i området i begrænset omgang i de
senere år og bassinerne er groet til i rørskov. Vadefuglene besøger derfor ikke længere
området i samme grad, men tilgengæld er rørskovens fugle kommet til: Rørdrum,
Rørspurv, Skægmejse, Rørsanger, Sivsanger og de senere år også Pungmejse.
Pungmejse har ynglet i Rærup Slambassiner i årene 2017-2021. Sidste år blev der ikke
registreret Pungmejse på lokaliteten, men her var der til gengæld ynglende Pungmejse i
Østerådalen i Aalborg. Det bliver spændende at se, om arten dukker op på en af disse
lokaliteter i år – den ankommer normalt sidst i april.
Udover Rørhøg var det begrænset hvad vi så og hørte af fugle i blæsten: Grågås, Gråand,
Krikand, Troldand, Hvinand, Rørspurv, Gærdesmutte, Gransanger, Hvid vipstjert, Stær –
og til sidst på turen, tæt på parkeringspladsen, kunne nogle høre en Blåhals synge fra
rørskoven.
Blåhals er gået markant frem i Danmark i de seneste år og er også ankommet som
ynglefugl med flere par i Rærup Slambassiner. Sidst i april måned synger hannerne meget
aktivt og sidder ofte frit fremme, oftest tidlig morgen eller i skumringen men i denne
periode også midt på dagen. Rærup Slambassiner er derfor en tur værd netop på denne
tid – men vælg en dag med svag vind og mere varme end denne onsdag aften.