GråmejserNord tur til Hobro området
GråmejserNord tur til Hobro området 14 marts 2024
Vi startede vores tur rundt i Hobro-området ved vikingeborgen Fyrkat. Kaj og Søren, der bor i området havde været så venlige at være guider hele dagen, og netop Fyrkat Engsø er deres hjemmebane. Ja faktisk så meget, at navnet ”Fyrkat Engsø” er deres opfindelse.
Søen blev skabt i 2007-2008. da de lave enge blev oversvømmet. og siden starten har Kaj, Søren og tre andre lavet fast optælling af fugle i området. Efterhånden er det blevet til næsten 19.000 observationer, så nu overvejer de at lave en statusrapport for søen.
Vi var vel omkring tredive gråmejser mødt, og turen på diget langs Onsild Å gav bl.a. en del andefugle, nogle syngende rørspurve og en vandrikse, som blev hørt (grisestald) og også set pilende over stien. Årets første hvide vipstjert blev også både hørt og set.
Formiddagskaffen skulle indtages ved næste lokalitet. Glenstrup Sø. I den østlige ende er der en shelterplads med bænke og borde, og i umiddelbar nærhed er der afløb fra søen. Kongsvad Mølleå.
Lige netop her ved afløbet er der pæn strømning, og her holder der vandstær til. Den var vi nogle stykker, der så. og vi så også nogle af de fuglekasser, der er sat op under broerne til fuglen. Selv om der er tre kasser at vælge imellem med forskellig udformning, er det endnu ikke lykkedes, at få vandstæren til at blive.
Fra Glenstrup Kirke spadserede vi en tur til søen. Her ved søens bred er der et fint overblik over søen, der er ca 4,5 kilometer lang og måske en kilometer bred på det bredeste sted. Søen ligger i øvrigt smukt i en tunneldal efter sidste istid og er parallel med Mariager Fjord. Søen huser en pæn bestand af toppede lappedykkere. I Atlas I og II blev antallet af ynglepar opgjort til 100-120.
Sidste stop på turen var Bramslev Bakker. Her vandrede vi ned til Mariager Fjord. Kaj og Søren havde ikke ikke lovet os mange fugle på spadsereturen, men en enkelt gulspurv blev det da til. Området er i dag domineret af store enebærbuske.Tidligere var det lyngklædte bakker på begge sider af fjorden. På sydsiden af fjorden er der i dag egentlig skov. Det havde været gråt hele dagen, og efterhånden var det også blevet blæsende. Vi takkede her Kaj og Søren for en fin dag i den flotte område.