Vintertur til Lindholm Fjordpark
Temperaturen var krøbet over frysepunktet, men til gengæld var der en frisk vind fra vest, der gjorde det til en kold fornøjelse at se på fugle i Lindholm Fjordpark.
Vi startede med at tjekke udløbet af Lindholm Å og her så vi Gråand, Troldand, Stor Skallesluger og Lille Lappedykker. En Tårnfalk musede over åbredden.
Dernæst gik vi i modvinden langs kysten med korte stop undervejs. Fjorden var stadig isdækket nogle hundrede meter vest for Lindholm Å og ved iskanten så vi Knopsvane, Lysbuget Knortegås, Pibeand og Hvinand. En flok Canadagæs fløj hen over os. To Musvåger fløj rundt sammen i parken. Ved vestenden af parken brugte vi teleskoperne til at skanne fjorden for fugle, men bortset fra nogle svaner langs væk var der is så langt teleskopet rakte.
På tilbagevejen gennem parken så vi Solsort og Sjagger. Endnu en Tårnfalk strøg forbi. En flok Stillits fouragerede på tidsler i sneen og der var en flok Grønsisken i et elletræ.
Turens bedste fugl fandt vi først, da vi har næsten helt tilbage ved udgangspunktet. En siddende våge blev i første omgang bestemt til en Musvåge, der lignede en Fjeldvåge, men da vi kom nærmere og fuglen fløj tæt forbi os var der ingen tvivl – ung Fjeldvåge.