”Lille Vildmose. Vildmosen der blev vildere”

Jan Skrivers bog “Lille Vildmose. Vildmosen der blev vildere”

Jan Skriver har skrevet et storværk om Lille Vildmose, ikke blot fordi den vejer over tre kilo, en rigtig coffeetablebook, men fordi den rummer en indsigt og en fantastisk formidling af dette enestående naturområde. På bagsiden af bindet står der: ”Kronjuvelen i Danmarks Natur”. Det er sikkert en forlagskonsulent, der har forfattet det i reklameøjemed. Den slags har jeg som regel fordomme overfor, men her rammer det plet.

Mon ikke de fleste er kendt med Jans skribentvirksomhed ? Han var i mange år journalist ved Nordjyske Stiftstidende, valgte så at blive freelance og har bidraget med utallige artikler i dagblade, magasiner, foreningsblade herunder DOFs medlemsblade, og nogen husker ham sikkert også fra naturudsendelserne på TV2Nord. Pennen flyder let, når Jan skriver, og man skal ikke have læst ret mange linjer før man bliver mindet om, hvem forfatteren er. Sproget er fyldt med metaforer, billedsprog og bogstavrim, aldrig tørt. Det kendetegner selvfølgelig også sproget i bogen men her i en mere klassisk litterær stil fyldt med fortælling og indlevelse med rødder tilbage til tider, hvor skildringer af natur og landskab fyldte mere i det skrevne ord. Jeg har ikke kunnet lade være med at tænke på, om Blicher har været en inspirationskilde.

Men det er også en fotobog. Jan har boet i mosen i 12 år. Færdes han derude, har han selvfølgelig sit fotoapparat med og har derfor kunnet udvælge de allerbedste skud blandt tusindvis af fotos. Flere gange har han været oppe at fotografere fra fly, hvad der er med til at give et i egentlig forstand overblik over fortællingerne. Bogen er inddelt i 28 kapitler med korte og lange underafsnit, alle forsynede med finurlige overskrifter, nogle er kulturhistoriske tilbageblik, andre spændende oplevelser dokumenteret med fotos. Der er også faglige beskrivelser, dog uden at være tynget af overflødige fagudtryk, og nogle afsnit har nærmest karakter af essays. Man behøver derfor ikke at læse bogen fra en ende af, men i stedet slå ned på nogle afsnit, der byder sig til, som de jo gør i en rigtig coffeetablebook, der ligger fremme på sofabordet. Efter at have uddelt roser slutter de fleste boganmeldelser med et par halvsure korrektioner af det anmeldte. Det gør jeg ikke her. Jeg kan ikke komme i tanke om noget.

TL