Gråmejsegruppen valgte at deltage i det store landsprojekt “Nat i naturen/vores natur!”, som DR, DN samt DOF med flere stod bag.

Vores emne hed: Hvad kan jeg høre og se i nattemørke. Stedet vi afviklede det, var i Ulvedybet med Bjerget som udgangspunkt. 40 tilmeldte sig til oplevelsen, men det var kun godt 30 der deltog. Det må siges at være synd for dem, som ikke kunne komme, for det var en perfekt aften til at opleve lys og mørke. Det var det, fordi det er ikke ret ofte, at der er 100% stjerneklart og næsten 100% vindstille. Utallige gange har undertegnede oplevet vejret hjemme i byen som vindstille, men hvis man så kører til Ulvedybet, er der næsten altid en kold vind ude på dæmningen. I særdeleshed om efteråret, vinteren og foråret.

Men det var der ikke torsdag aften i uge 42. Mørket havde indtaget naturen kl. 19.30, hvor deltagerne var sat stævne. Små levende lys ledte deltagerne ind fra vejen til Bjergets fod. Her var der måske nogle som oplevede lidt uhygge, da et par ”hoveder” stod og lyste på pladsen, og en herre stod hævet op over deltagerne, oplyst på en mærkelig måde. Selv de yngste deltagere på 4 og 6 år lod sig dog ikke afskrække af det.

Efter velkomst blev deltagerne delt op i to hold. To guider blev tilknyttet til hvert hold. Det ene hold gik ud til dæmningen, mens det andet startede med at gå op på Bjerget. Her var der en formidabel udsigt til lys i landskabet, hvor Aalborg/Nørresundby samt Nibes bylys lyste op på Limfjordens blanke vandoverflade. Samtidig kunne der ses meget andet lys fra mindre byer og huse rundt om i landskabet. Det er ikke i dette område af Danmark, det er bedst at kigge på stjernehimlen med al det lys og genskin fra vandet.

Det var mest stjernehimlen, der blev kigget på fra toppen af Bjerget. Især på de tre synlige planeter, der stod flot på himlen, men også hele Mælkevejen med dens mange stjernebilleder. At stå der og kigge op og ud – ja også tilbage i tid – sætter altid samtaler i gang om rum, tid, afstande og de fænomener, vi står og kigger på. Det fører ofte til samtaler om nogle af livets store mysterier og de svar, der kendes på dem.

Fra omgivelserne trængte der lyde igennem til forsamlingen på bakketoppen. Flere skud hørtes. Nogle af dem blev affyret mere end 1½ time efter solnedgang. For egen regning vil jeg påstå, at dem der skyder, ikke kan se, om det er lovlige skydeemner, de rammer. Jagttiden før og efter solnedgang bør ændres. Der var heldigvis også fuglestemmer, der markerede sig rundt om i området især fra gæs og svaner. Vi hørte efterårets første Sangsvaner denne aften.

Turene ud ad dæmningen var også en særlig oplevelse. Her havde vi vandet tæt på til begge sider. Et stykke vej ud ad dæmningen var der en krabbefisker, der havde travlt med at få sin fangst læsset på bilen. Der var heldigvis ikke megen trafik på dæmningen denne aften, men et par gange måtte vi helt ud i vejkanten, når en bil skulle passere. Vi kunne bl.a. høre Gråænder, Pibeænder, Fiskehejrer og gæs ude fra fjorden og ”Dybet”. Helt specielt var det at høre en Knopsvane flyve lavt hen over os uden, at den kunne ses. 

Selv om vi ikke har evalueret forløbet endnu i Gråmejsegruppen, var stemningen ret klar, da vi fortalte hinanden lidt om, hvad vi havde oplevet i løbet af aftenen. Dette her kan godt tåle en gentagelse, samtidig med at vi udvikler projektet med de erfaringer, vi får. Spillet mellem lys og mørke giver et særligt forum for intense oplevelser.

Tekst: Svend Erik Mikkelsen
Fotos: Dorthe Mikkelsen & Henrik Christoffersen