Birds of Thailand. Af Uthai Treesucon & Wich’yanan Limparungpattanakij. Lynx og BirdLife International 2018. 450 sider. Pris 60€.

”Birds of Thailand” er den tredje bog i serien af fremragende felthåndbøger fra forlaget Lynx og BirdLife International. Denne serie dækker også Indonesien og Ny Guinea, og snart følger Vietnam. Fælles for bøgerne er, at de udnytter den nyeste fuglesystematik samt de ofte fremragende fugleillustrationer af omkring 30 fuglekunstnere fra ”Handbook of the Birds of the World” – suppleret med bl.a. nye flugtbilleder. Dette materiale er blevet udnyttet af de lokale eksperter, der har skrevet de enkelte bøger i serien.

”Birds of Thailand” kan sammenlignes med Craig Robsons nedkogte Thailand-udgave fra 2002 af hans ”Birds of South-East Asia”. Der er kun to fordele ved Robson-bogen. Den ene er, at det er lettere at sige Robson end Treesucon og Limparungpattanakij. Den anden fordel er, at den gamle bog kun vejer 600 gram, mens den nye bog vejer 1 kg. Denne vægtforskel kan synes afgørende for mange. Men anmelderen er ikke i tvivl om, at det bliver Lynx-bogen, som skal med på en planlagt fugletur til Thailand.

Den enorme kvalitetsforskel mellem de to felthåndbøger springer umiddelbart i øjnene. Robson har små tegninger, meget små udbredelseskort, og en kortfattet tekst, der intet rummer om arternes hyppigheder. De problemer er stort set løste i den nye bog. Lynx-bogen har normalt færre fugle per opslag, og de ret store og klare udbredelseskort er flyttet over på siden med de store og fine artsillustrationer. Det giver plads til en relativt grundig tekst om hver art. Tag for eksempel Spoon-billed Sandpiper (Skeryle). Hos Robson kan man kun med lup se, at den kan forekomme tre steder, og man får intet at vide om, at arten er sjælden. I Lynx-bogen er der bedre illustrationer, et opdateret og letlæseligt udbredelseskort, og det bliver understreget, at arten er ekstremt sjælden. Det kommer nok ikke som den store overraskelse. Men tilsvarende forskelle findes for alle de 1049 arter, der er registreret i Thailand. Robsons gamle beskrivelse af White-rumped Vulture (Bengalgrib) uden sjældenhedsangivelse er direkte forvirrende, for Lynx-bogen kan informere om, at arten nu er uddød i Thailand!

Kvalitetsforskellen bliver tydeligere, hvis man begynder at bruge bøgerne. Her vil jeg tage Long-tailed Broadbill (Langhalet Brednæb) som eksempel. Robsons gnidrede udbredelseskort for denne flotte spurvefugl (med sort hætte, gule kinder og lang blå hale) er blevet kraftigt korrigeret i Lynx-bogen, der også tydeligt angiver placeringen af de tre underarter. Der kan være behov for at vide mere efter studiet af kortet, illustrationerne og teksten. Derfor er der som supplement til Lynx-bogen QR-koder, der linker direkte til yderligere information fra Internet Bird Collection (se illustrationen). For Long-tailed Broadbill fører QR-koden for tiden til 47 fotos, 19 videoer og 2 lydoptagelser. Fra din QR-scanner på mobilen får du umiddelbart fotoene, men øverst på den fundne webside kan du skifte til videoer og lyde samt til fuld information om de enkelte fotos.

Et yderligere supplement til ”Birds of Thailand” er et indlagt seddel med tilbud om at få en checkliste. Smid ikke denne seddel væk! Hvis du logger ind på forlaget Lynx, så kan du efter registrering få en fantastisk checkliste på 40 sider. Det er ikke bare en systematisk ordnet afkrydsningsliste. Listen rummer også summarisk info om fuglearterne og en hotspotliste for hver art. Jeg har flere gange har forsøgt at producere en sådan liste til mine fuglerejser, men jeg har aldrig gjort så godt som Lynx-listen!

Udklippet fra checklisten viser, at Long-tailed Broadbill beskrives som en ikke-truet art (LC), der er en ”fairly common resident” (F-R). Der er også en afkrydsningsliste for 10 dage eller observationssteder. Endelig er der en række numre, der henviser til 34 thailandske ”birding hotsports”, der er gennemgået i bogen. For Long-tailed Broadbill er 13 af disse hotspots relevante, og de to markeret med orange farve er særligt velegnede findesteder. Jeg har tænkt mig at besøge nummer 21, som er Kaeng Krachan National Park vest for Bangkok. Mulighederne for de særligt interesserede fremgår af de pittaer, der er med på udklippet. Fairy Pitta (Nymfepitta) er en ”rare passage migrant”, der kun kan ses i hotspot 15. Desuden fremtidssikres dine observationer ved underopdeling i underartsgrupper, der måske i fremtiden bliver anderkendt som selvstændige arter. Western Hooded Pitta (Kappepitta) er opdelt i to undergrupper, hvoraf Chestnut-crowned Pitta er lokalt almindelig, mens den anden undergruppe (kaldet Western Hooded Pitta) ikke er fundet i Thailand siden 1926.

Der er altså gode grunde til at satse på den ret tunge men også på mange andre måder vægtige ”Birds of Thailand”. Jeg vil ikke bare bruge bogen, QR-koderne og checklisten til fuglekiggeriet i Thailand. Jeg vil også glæde mig over den smukke bog. Og jeg vil bruge den til at forstå den nye fuglesystematik og de mange artsopsplitninger, som stammer fra den meget vigtige ”Illustrated Checklist of the Birds of the World”. Jeg synes kort sagt, at ”Birds of Thailand” et must for seriøse fuglerejsende.

Referencer

Robson, C. (2002). A Field Guide to the Birds of Thailand. Bloomsbury.

del Hoyo, J. m.fl. (red.) (2018), Handbook of the Birds of the World Alive. https://www.hbw.com/

del Hoyo, J. m.fl. (2014-16). Illustrated Checklist of the Birds of the World. 2 bind. Lynx and BirdLife International,

Esben Sloth Andersen

august 2018