Birds of the Indonesian Archipelago: Greater Sundas and Wallacea. Af James A. Eaton, Bas van Balen, Nick W. Brickle & Frank E. Rheindt. Lynx 2017. 496 sider. Pris 65€.

Bogen ”Birds of the Indonesian Archipelago” giver som den første bog nogensinde en udtømmende dækning af den mest fugleartsrige del af Asien. Den beskriver og afbilder alle de over 1400 fuglearter i ”Det Indonesiske Ørige”. Dette ørige omfatter over 17.000 øer, og her har evolutionen skabt forbløffende stort antal arter, der ikke findes andre steder i verden. Øriget som helhed rummer faktisk 600 endemer i forhold til resten af verden!

De hidtidige fuglebøger har ikke lettet udforskningen denne fantastiske artsrigdom. De allerfleste dele af området har nemlig hidtil været utroligt dårligt dækket. Borneo er faktisk den eneste rigtige undtagelse (fx Phillipps & Phillips 2014). Det fik anmelderen glæde af under en fuglerejse til den nordlige del af Borneo (Sabah) for mere end et år siden (se Christophersen 2016). En hollandsk boganmelder mener at ”Birds of the Indonesian Archipelago” skulle have koncentreret sig om resten af de 17.000 øer (Spek 2016). Men han glemmer at bogens meget kompetente og ambitiøse forfattere ikke har ønsket at lave en fugleguide til et tilfældigt afgrænset område. De vil lade fuglearternes evolution bestemme bogens geografiske afgrænsninger. De vil derfor heller ikke følge politiske grænser. Så bogen om ”Det Indonesiske Ørige” medtager hele Borneo, også den del der tilhører Malaysia (herunder Sabah).

Selv en så artsrig lokalitet som Sabah kan ikke afsløre den skillelinje, der mest grundlæggende karakteriserer artsdiversiteten i Det Indonesiske Ørige. Denne skillelinje gemmer sig bag undertitlen ”Greater Sundas and Wallacea”. Den understreger at en basisforståelse af øriget kræver mindst to fuglerejser: en rejse til den vestlige del (”De Store Sundaøer” eller ”Sundaland”) og en rejse til den østlige del (”Wallacea”). Den simpleste løsning (som jeg endnu ikke har brugt) er at sammenligne fuglene på øerne Bali og Lombok.

De fleste kender Bali for dens hinduistiske kultur og dens status som Indonesiens dominerende feriemål. Og nogle kan tilføje, at Lombok har en mere muslimsk præget kultur, selv om sejladsafstanden fra Bali er mindre end 40 kilometer. Sammenligningen mellem fuglene på de to øer blev først foretaget for 150 år siden af Alfred Wallace. Han var engelsk naturforsker og medopdager af evolutionsteorien, og han opholdt sig i mange år i øriget og foretog mange krydsrejser. Hans bog fra 1869 hedder “The Malay Archipelago”. Heri skriver Wallace : “På Bali har vi skægfugle (barbets), drosler og spætter. De ses ikke længere når vi passerer over til Lombok. Men vi har her en overflod af kakaduer, honningædere og kratkalkuner, som er ligeså ukendte på Bali og enhver ø længere mod vest. … Naturforskeren føler sig i en ny verden.”

Det dybe havstræde mellem Bali og Lombok er begyndelsen på det der nu kaldes Wallace-linjen. Denne grænselinje fortsætter nordpå mellem Borneo og Sulawesi (som tidligere kaldtes Celebes). Øst for Wallace-linjen ligger det område der i dag blandt biologer kaldes Wallacea. Det begynder med Lombok og Sulawesi og slutter før Ny Guinea. Denne ”nye verden” rummer mange fuglegrupper fra den australske fugleregion, herunder kakaduer, honningædere, kratkalkuner og mange andre. De har kunnet indvandre fordi det australske kontinent (herunder Ny Guinea) gennem snesevis af årmillioner har bevæget sig tættere og tættere på Wallacea. Denne bevægelse har også skabt masser af vulkansk aktivitet og skabelsen af nye øer. Vest for Wallace-linjen ligger den ”gamle verden”, der slutter med Bali og Borneo. Man kan sige at denne verden er en del af den orientalske fugleregion der strækker sig via fastlands-Malaysia og Thailand til Indien. Men bogen afgrænser sig til De Store Sundaøer: Borneo, Sumatra og Java samt Java-aflæggeren Bali. Dette område, som også kaldes Sundaland, har et ret ensartet fugleliv med artsgrupper som skægfugle, drosler og spætter og mange andre.

Det er ikke tilfældigt at det er Lynx-forlaget fra Barcelona, der udgiver ”Birds of the Indonesian Archipelago”. De fire forfattere ville nemlig aldrig have kunnet producere bogen uden hjælp fra knap 30 fuglekunstnere der gennem årene har leveret en database af ofte fremragende fugleillustrationer til ”Handbook of the Birds of the World”. De har forholdsvis let har kunnet supplere, fx hvor der har været splits. Lynx planlægger flere værker af efter samme koncept. Foreløbig har vi fået en enestående fugleguide, der kan inspirere til at besøge Det Indonesiske Ørige og anvendes på de mange mulige fuglerejser til denne fantastiske del af verden.

Referencer

Christophersen, H. (red.) (2016). Fugle i Sabah, Borneo 11. – 27. februar 2016. Cloudbirders https://www.cloudbirders.com/tripreport/show/18592/26909.

Phillipps, Q. & K. Phillipps (2014). Phillipps’ Field Guide to the Birds of Borneo: Sabah, Sarawak, Brunei, and Kalimantan. Princeton University Press.

Spek, V. van der (2016). Review of Birds of the Indonesian Archipelago. Dutch Birding https://www.dutchbirding.nl/recensies/1336/.

Wallace, A. R. (1869). The Malay Archipelago. Macmillan.

Esben Sloth Andersen

august 2017