Fågelåret 2014 – en anmeldelse
Fågelåret 2014, Vår Fågelvärld supplement nr 55, 2015. Udgivet af Sveriges Ornitologiska Förening. 216 sider, pris 160 SEK eller i abonnement 80 SEK.
Fågelåret er den svenske udgave af Fugleåret, publikationen der i 10 år årligt har samlet op på, hvad der sker i den danske fugleverden. Svenskere var tidligere ude og har i en længere årrække publiceret deres udgave, som i lighed med den danske er en prægtig og vigtig årlig status over mangt og meget omkring fuglenes forekomst i Sverige i 2014.
Årbogen er opdelt i artikler om ”Svensk Fågeltaxering” – en pendent til det danske punkttællingsprojekt, en artikel om ringmærkning i 2014 samt rapporter fra svenske projekter om Vandrefalk, Rovterne og Hortulan. Herefter årets rapport om fuglenes forekomst, hvor et udvalgt antal arter årligt bearbejdes sammen med rapporten fra det svenske SU (sjældenhedsudvalg) – alt sammen samlet i én artikel i modsætning til det danske, hvor disse afsnit er fordelt på to artikler.
Herefter er der grundige omtaler af to arter, der for første gang optrådte i Sverige i 2014. Det drejer sig om Kaspisk Præstekrave og Prærietrane, der jo også blev set i Danmark (i 2013).
Endelig rummer bogens sidste 50 sider årsrapporter fra de svenske fuglestationer, hvoraf der findes ikke mindre end 17!
Bogen er illustreret med en lang række fine årsaktuelle fotos.
Alt i alt er der tale om en fin publikation med et væld af interessante oplysninger. Sammenlignes med den danske, fremstår denne (danske) dog mere lækker med et flottere tryk, der fremhæver blandt andet de mange fine fotos.
Hans Christophersen