Mandag den 14 marts var en af de dage, hvor alt går op i en højere enhed. Det gjorde det for de 30 deltagere, der mødte op ved Rubjerg knude. Dagen startede dog i tæt tåge og dis, da de fleste drog af sted om morgenen fra egen bopæl. På det første mødested, i Bouet kl. 8,30, var der megen dis og tåge på dette tidspunkt. Men på vej nord over lettede det mere og mere, som vi nærmede os Løkken og inden vi var fremme ved P. pladsen ved Rubjerg Knude var solen helt fremme og varmede landskabet, og os, godt op.

Efter at alle havde fået hilst på hinanden, gik vi mod Rubjerg Knude Fyr. Sanglærkerne, steg mod himlen med deres livsbekræftende sang. Jernspurven, Gulspurven med flere, sad i havtornen og sang lystigt, forårs-livsbekræftende for os. Vandring opad gennem løs sand og med solen bagende, varmede godt op på alle. Vintertøjet var for varmt at gå med, når det indre varmeapparat suplerede den ydre varme fra solen.

Men vi tog steppet op mod himlen ved at ankomme til Fyret til en formidabel udsigt. Ude over havet var der stadig nogen dis som slørede udsynet. Alligevel lykkedes det for nogle at spotte 3 Suler. En svag opadstigende luftstrøm fra havet, virkede var dejlig kølende, mens vi nød udsigten over området, både op ad kyststrækningerne og ind over land. Landskabet ude i horisonten over land var sløret svagt af dis, som gav et smukt skær, over en meget smuk natur i Danmark. Jeg vil sige et af de smukkeste områder i Danmark.

Da vi kom tilbage til P. pladsen sad en Misteldrossel og sang højlydt og synligt, men det var lysten til formiddagskaffen der trængte sig på. Alle borde/bænke blev indtaget. En ro sænkede sig over deltagerne indtil der fra det ene af bordene blev råbt: Trane! Den var på vej nord over, men vendte om og trak mod sydligere himmelstrøg igen. Efter den oplevelse var det på tide at komme videre med dagens program.

I disse år, hvor vi er mange som lægger vægt på, at vi medvirker til at Atlas-projektet bliver dækket så godt som muligt, havde jeg planlagt en lille fuglestemmetur i en lille skov ved Hundelev. Den ligger lige op ad den nordlige del af byen. Her finder man langt de fleste standfugle som sang livligt denne formiddag, så der var lejlighed til at lytte til, og genopfriske, de forskellige fugles sang. Ud over Mejserne, Grønirisker, Gråsisken, Fuglekonge med flere fandt vi en syngende Spætmejse, som ikke var registreret i dette kvadrat endnu. Den er hermed på artslisten nu. En anden fordel ved besøget i Hundelev var, at der er toiletter ved Bivuak-pladsen som kunne benyttes. Det er meget nyttigt når vi er så mange.

På denne dag havde vi Poul Erik og jeg, udsendt Tscherning Clausen som spejder i Store Vildmose. Nå, helt sandt er det ikke. Tsherning havde selv fået ideen. Hans opgave var at lokalisere et efterhånden kendt ørnepar i området. På en telefonopringning til ham, fra Hundelev, bekræftede han,at de var fundet. Så var det af sted mod Store Vildmose. Lige som vi nåede frem til Tscherning i Ørnefenner, gik de to Kongeørne på vingerne og kredsede over området. For dem er der også højt til himlen og et stor åbent luftrum at boltre sig i. Gid det må lykkes for parret, at etablere sig uden for mange forstyrrelser. Udover Kongeørnene var der mindst 5 Musvåger over området, samt 2 Tårnfalke.

Dagens tur nærmede sig sin afslutning. Vi ville gerne slutte med at se en Blå Kærhøg, så vi kørte til Toftegårds enge efter den. På vej dertil kørte vi forbi flere kartoffelmarker, hvor større og mindre flokke af Sangsvaner fouragerede. De skal have depoterne fyldt op inden rejsen nordpå. Jeg husker stadig, da vi havde vores Gråmejsetur til Hornborgasjøen i forår 2013. På vej med færgen over Kattegat, blev den overhalet af en gruppe Sangsvaner ind mod Sveriges kyst. De lå ikke højt i luftrummet, men på højde med færgens øverste dæk. Det var højt nok for dem. Men tilbage til turen mod Toftegårds enge, hvor nogle var heldige at observere en Fjeldvåge fra bilen.

Ved broen Lundbakvej spejdede vi efter en Blå Kærhøg. Der var kun enkelte Musvåger, Viber, Sanglærker og tre Fiskehejre i området, men, som vi var ved at opgive at få andet at se, skete der pludselig noget ret langt nede mod Åbybro. Gråænder og Krikænder gik med stor energi i luften! Hvem jog dem op? Vi spejdede efter synderen. Der var 2. En Vandrefalk så nogle slå ned på noget og var derefter ikke til at se fra broen. Den anden var ikke Blå Kærhøg, men dens slægtning: Rørhøgen! Den fløj noget rundt, snart synlig, snart usynlig fra vores observationssted, men satte sig til slut på en pæl, hvor vi kunne fastslå at det var en Rørhøg. Så har den været en tur oppe i himmelrumet og kommet tilbage fra vinterkvarteret. Det blev dagens slutoplevelse for de fleste!

Dog ikke for en gruppe, som på min foranledning, kørte lidt nordpå til Debels enge, og så hvad jeg havde set dagen før på min rekognosceringtur. Blandt andre ænder den meget smukke Spidsand i pæne tal!

Så når der er ”højt til loftet” er der et smukt udsyn og meget at se, må være denne turs konklusion.

Svend Erik Mikkelsen sammen med Poul Erik Sperling og Tscherning Clausen

Billeder: Svend Erik Mikkelsen og Jonna Lindegård