Årets ring–en anmeldelse
Årets ring. Fuglene og landet. Af Jens Gregersen. Johannes Larsen Museet, Kerteminde. 2. udg. 2015. 183 sider. Pris: Kr.225,-. ISBN nr.: 978-87-88564-80-8
Bogen udkom første gang i 2008 i forbindelse med udstillingen ”Danmarks Fugle – Jens Gregersen og Johannes Larsen” på Johannes Larsen Museet. I denne 2. udgave er nogle af emnerne enten opdaterede eller udskiftet med nye tekster og illustrationer.
Baggrunden for den nye udgave var en ny udstilling i 2015 af Jens Gregersen med titlen ”Trækfugle”.
Jens Gregersen er en af vore fineste skildrere af naturen – både i tekst og i akvarel. Bogen, som er i stort format, skildrer kulturlandskabet, naturen og dyrelivet året rundt. Hver måned har sit afsnit. Her er masser af fugle. Blandt andet hjejle, duehøg, vandrefalk, silkehale og stillits – både beskrevet og tegnet, også i skitseform.
Forfatteren, bosat på Vorsø i Horsens Fjord, er en person med et klart og kærligt forhold til naturen. Bogen er således både en øjenåbner for læseren og samtidig en lækker ”coffee table book”.
Ulf Klemmetsby, januar 2016