Redaktion Poul Hald Mortensen. Aage V Jensens Naturfond. Odense 2012, 383 sider.

Endnu en flot status bog fra Aage V. Jensens naturfond, der tidligere har udgivet tilsvarende bøger for Vejlerne og Høstemark skov.
Der er tale om naturformidling med meget stort N, da bogen formidler stort set alle facetter af naturen i Tofte Skov og moser lige fra insekter via planterne til fugle- og dyrelivet.
Bogen rummer afsnit om området historie, hvordan opstod Vildmosen samt senere udvikling i området med et spændende afsnit om kultur- og naturhistorien. Der er gennemgange af mosser, flora, biller, edderkopper, fuglelivet, pattedyrene samt som et kuriosum et foredrag, som områdets daværende ejer Lensgreve H. C. Schimmelmann holdt om området i 1936. Alt i alt er det en meget flot og spændende bog, hvor der er meget lidt at kritisere.
Væsentligste mangel er nok et godt kort over området, der ville have lettet læsningen for en udenforstående, da det er svært at orientere sig i de mange stednavne. Billedmaterialet til afsnittet om floraen er af markant dårligere kvalitet end billederne i resten af bogen, og det er ofte vanskeligt at finde ud af, hvad der vises. I afsnittet om fuglelivet fra 1958 – 2010 savner jeg et par linjer om Rustanden i 1994, der måske var del af en invasion og dermed spontant forekommende, men så er vi vist også meget langt nede i detaljerne.
Bogen kan meget varmt anbefales, da den giver et indtryk af, hvor fantastisk spændende et stykke natur vi har liggende her i Nordjylland.

Anmeldt af Henrik Møller Thomsen, september 2012