Naturen i fokus II. Red. af Carsten Siems og Ole Banke. Udg. af NFD – Naturfotografer i Danmark med støtte fra Aage V. Jensens Fond, 2016. 183 sider, illustreret. ISBN: 978-87-93424-00-5, pris 349 kr. Anmeldt af Børge Søndergård. Naturen i Fokus II

Denne bog er i sandhed et billedværk med en overflod af smukke og velkomponerede naturfotografier. Bogen er udgivet i anledning af NFD – Naturfotograferne i Danmarks 20 års jubilæum. En bog med titlen “Naturen i fokus” udkom også ved foreningens 10 års jubilæum i 2006. Den haves ikke i DOF Nordjyllands bibliotek, men kan skaffes via dit lokale folkebibliotek.

NFD er en landsdækkende forening af ca. 230 naturfotografer – fra professionelle til ambitiøse hobbyfotografer. De samles til møder og arrangementer med foredrag, uddannelse, billedkritik, god snak og socialt samvær hver måned i vinterhalvåret. Det sker primært tre steder i landet; København, Vejle og Aalborg. Desuden arrangerer NFD fototure med forskellige emner i både Danmark og det nære udland, og så mødes de til fornøjelige og faglige årsmøder. De har en aktiv hjemmeside, www.nfd.dk, hvor der løbende bliver lagt fotos opnaturen i fokus 2.

Som nævnt er der meget lidt tekst i bogen. Der er et par sider om for- og bagsidefotoet samt deres ophavsmænd. Nogle siders tilbageblik først og sidst i bogen om Naturfotografernes historie gennem 20 år med gode observationer om udviklingen af udstyr fra analogt til digitalt, som stadig skaber diskussioner i foreningen. Men det, der skaber “det gode billede”, er stadig det samme, som det altid har været: kompositionen, lyset, stemningen, farverne og endelig “øjeblikket” – “catch the moment”! Der er nedslag på væsentlige punkter i historien, men jeg kunne som anmelder rigtig godt tænke mig, at dette helt sikkert meget interessante materiale havde været udfoldet mere og dybere.

Men det har ikke været meningen med bogen. Det skal være det enkelte foto, som taler til beskueren. Det sker på 150 sider ud af bogens 183. Det er i sandhed op til dig selv at fordybe dig i det enkelte foto, for oplysningerne om det enkelte billede er indskrænket til at oplyse fotografens navn! De fleste fotos gengives i bredformat på mellem 24-26 cm i bredden og 14-17 cm i højden. Men denne ensformighed brydes heldigvis også af nogle fotos i højformat. naturen i fokus 3

Billedsiderne er opdelt i 3 afsnit. Først er der fem sider med Årets Naturfoto i perioden 2011-2015. Årets Naturfoto offentliggøres ved hvert årsmøde. Dernæst følger så 48 sider med samtlige førstepladser i Årskonkurrencen i alle kategorier for årene 2011-2015. Hvert år konkurrerer medlemmerne i 10-11 forskellige kategorier, som udgør Årskonkurrencen. Eksempler på kategorier er “Form & Detalje”, “Fugle Danmark”, Fugle Verden”, “Landskab Danmark”, “Landskab Verden”, “Insekter”, “Pattedyr Danmark”, “Pattedyr Verden”, “Vækster”, “Andre dyr” og så videre. Det tredje afsnit er langt det største med hele 97 sider, som bringer et udvalg af NFD medlemmernes billeder. Som indledning til afsnittet står der: “Billederne bringes uden yderligere kommentarer – mon ikke deres naturlige skønhed taler for sig selv?”

Jo, det gør de naturligvis. Hvert foto er et studie i skønhed, komposition, intensitet og oplevelse. Man kunne ønske sig at rive dem ud af bogen, give dem en indramning og hænge dem op på væggen.

Men denne anmelder finder desværre, at det bare er FOR MEGET af det gode samlet på ét sted. Jeg sætter mig til at bladre, og efter 10 fotos så smelter det hele sammen i en stor farvelade. Jeg ville utroligt gerne have vidst noget mere om baggrunden for og omstændighederne bag det enkelte foto. Og først og fremmest færre billeder! Jeg er ganske klar over, at det ikke er meningen med bogen, men i min optik reducerer det bogen til en “coffee-table book”, som kan ligge fremme på stuebordet i ethvert “dannet hjem”. Den er vanvittig smuk men i længden sært uvedkommende. Der er ingen tvivl om, at medlemmerne af NFD, som får denne bog i hånden, kan glæde sig over kollegernes og egne billeder, men den bliver let uinteressant for den store hob af naturglade mennesker uden for foreningens snævre kreds.

Jeg er ganske klar over, at det naturligvis kun er min egen personlige opfattelse, og at andre vil elske denne bog. Det synes jeg bare er dejligt, for der er vanvittigt smukke billeder i bogen – for min del skal de blot nydes i meget, meget små afmålte doser. Til gengæld nyder jeg NFD’s hjemmeside.

Børge Søndergård