Vinterfugle–en anmeldelse
Vinterfugle. Af Lars Jonsson. Lindhardt og Ringhof, Kbh., 2016. 343 sider. ISBN nr: 9788711543979. Pris: Kr. 299,95
Lars Jonsson kender vi bedst fra ”Fugle i Europa med Nordafrika og Mellemøsten”, som var FIELDGUIDEN i 90´erne, inden ”Fugle i felten” kom på banen. Mange har sikkert også set hans udstilling – Mellem himmel og jord – på Vendsyssel Museum i 2009. Også flere flotte kunstbøger om fugle og natur har han udgivet. Lars Jonsson er med andre ord både fuglekender og fuglemaler, og dette kommer til udtryk i bogen ”Vinterfugle”.
Lars Jonsson bor på Gotland, og de 59 fuglearter han portrætterer i tekst og tegninger er i de fleste tilfælde inspireret af fuglelivet omkring hans atelier. I en blanding af personlige iagttagelser og kulturhistorie beskriver han de enkelte arter, krydret med overvejelser om at male og tegne fuglene. Forfatteren gør meget ud at beskrive dragtdetaljer. Naturligt nok – med tanke på hans arbejde med de fieldguides han har udgivet.
De arter som beskrives er de samme som vi kan forvente at se i danske haver m.m., dog med nogle få undtagelser (lapmejse, lavskrige…).
Bogen er blevet en bestseller i Sverige, og det forstår jeg godt. Uanset niveau tror jeg alle vil få ny viden om mange af de beskrevne arter.
Et oplagt julegaveønske for nordjyske ornitologer!
Ulf Klemmetsby, oktober 2016