Vejlerne – en Gråmejsetur
Et lille jubilæum med stor succes for Gråmejserne.
Det er nu et lille år siden at vi – De nordjyske Gråmejser – startede med at lave ture for alle der kan, og har lyst, til at komme ud i naturen og se på fugle og natur. Det lille jubilæum blev fejret med at gentage en tur til Vejlerne. Det var det sted vi startede med for et lille år siden. Vi var kun 8 der mødte op ved Kvickly i Bouet, – men mon ikke der mødte folk op i Vejlerne? Det gjorde der, der stod 8 mand på parkeringspladsen. Det var næsten samme antal som sidste år. Vi gik i gang med at byde velkommen til folk, da der midt i det, kom 10 personer vandrende ud fra tårnet hvor de havde startet med at kigge på fugle, så vi var hele 26 deltagere på vores jubilæumstur.
Den tørre sommer havde stadig sat sit spor i vandmængderne, eller rettere sagt, i de tørre sandbanker, hvor vandet normalt er, så der var ikke så mange fugle som der normalt står på denne årstid. Der var dog noget at se på: En flok Skestorke, Alm. Ryler, Krumnæbet Ryler, Hvidklire, Stor Præstekrave. Af deltagerne var der mindst 3 personer som har et stort lokal-kendskab til fuglelivet i Vejlerne. De kunne i den grad støtte os i at give de øvrige deltagere et indblik i hvor vi skulle kigge efter områdets fugle. Tak for det til jer.
Vi fortsatte op til Kærup Holme skjulet, hvor vi ankom til den tid hvor det var tid at indtage den mad vi hver især havde medbragt. Ca. halvdelen kunne stå i tårnet, men vejret var absolut til udendørs-spisning som det grønne græs indbød til at sidde i. En vis magelighed har dog indfundet sig hos en del deltagere så medbragte stole blev stillet op i græsset. Flere gange under indtagelsen af maden kom man dog hurtigt op at stolene for at spejde efter Havørne 2, og Rørhøge 2, som kunne skabe lidt ravage hos både andre fugle og fuglekiggere.
Næste stop for turen var Hanvejlen. Nu så vi gerne at Skægmejserne ville vise sig fra sin smukke side og vise sig, om ikke på gangbroen så i toppen af rørskoven. Det var dog i første omgang en pæn flok Dværgmåger som stjal opmærksomheden. De fouragerede livligt over Lund fjord. En fiskeørn kunne også stjæle opmærksomhed. I første omgang sås den komme ind over Hanvejlen fra Lund fjord. Næste observation af den var da den dykkede ned og snuppede en fisk som den tog med til toppen af et grantræ hvor den fortærede sin fiskefrokost. Man kan sige at den følger de gængse kostråd! Nå, men de Skægmejser hørtes her og der, men lod sig ikke rigtig se. I stedet kom 2 Havørne flot ind over området og hævede sig kredsende op i højde over området. Det var det, men ikke det hele, for Vagn F. Larsen havde holdt øje med Lund fjord, mens vi fleste andre gik rundt efter de Skægmejser, han havde set 2 Sortterner og hele 40 Dværgmåger.
Der er andre fugle end rovfuglene der kan skabe sig stor opmærksomhed. Man skal bare være sjælden i DK for at få den, så vi ville lægge vejen forbi Ulvedybet på vej hjem for at se om vi kunne spotte Stribet Ryle. Vi så den, og desuden var der en Odinshane som også tiltrak sig opmærksomhed og faktisk også et par Dværgmåger. Der var dog deltagere som fravalgte den oplevelse, enten fordi de havde set den Stribede Ryle, eller, at det var lidt for langt at køre efter, da man bor i området omkring Vejlerne.
Men for os der kørte over Ulvedybet hjemad var der stor fuglemæssig belønning. Der har måske næsten stået en vagt i tårnet ved Perlen hele dagen, for der var en som kunne anvise hvor den gik. Ud over den så vi bl. a. Lille Kobbersneppe og Strandhjejler,
Ønsker I alle de noterede fugle på print kan de findes på www.dofbasen.dk søg på dato 19-08-2013 og observatør Poul Erik Sperling, så får i listen frem.
Alt i alt en meget fin jubilæumstur med et stort deltagerantal.
Poul Erik Sperling og Svend Erik Mikkelsen