Ugens fugl – Vindrossel
Netop nu er der højsæson for en stemme i natten, som de fleste danskere har hørt, for den er i luftrummet over det ganske efterårsland, enten der er skyet eller stjerneklart. Der er tale om vindroslen. Man fristes næsten til at kalde den ”hvindroslen” på grund af dens høje og vidt lydende stemme, der lydmæssigt trækker tynde usynlige streger over nattens himmelske nodepapir, når fuglene kommunikerer med hinanden på deres rejse mod syd. Millioner af vindrosler fra Skandinavien er i disse uger på træk mod egne, der er mildere end de skove, hvor de er klækket, og som snart vil være i vinterens vold. Mange af droslerne på vej mod Sydvesteuropa og lande ved Middelhavet og i Nordafrika vil slå sig ned en tid hos os og delikatere sig med alt godt fra læbælter, småskove, parker og haver. Helst vil vindroslerne have orme, snegle og insekter, men ofte lander fuglene i træer med rønnebær eller vælger andre solide vegetariske retter på deres vej. Og der er masser af rønnebær i år, skulle jeg hilse og sige. Der er dækket rigeligt op. Hvis man er heldig at komme tæt på en vindrossel kan man se, hvorfor den har fået sit navn. Den har nemlig vinrøde flanker, og hvis den letter, opdager man, at også dens vingeundersider er røde. Om ikke af vin så måske af de rønnebær, den æder så flittigt.
Tekst og foto: Jan Skriver.