Den danske højsommer er i kystnaturen ensbetydende med bløde fløjt fra storspover, der ankommer fra lande mod nord og øst for at søge føde på enge, græsmarker og vadeflader. Storspovens næb hører til fugleverdenens længste og mest specialiserede. Hunnerne kan have næb, der er knap 20 centimeter lange, mens hannerne og de unge storspover i gennemsnit har 5 centimeter kortere næb.

Vis mig dit næb, og jeg skal sige, hvor du får din mad, kunne man passende sige om spoverne. De langnæbbede hunner går i reglen efter større bytte på vadefladerne langs tidevandskyster, end det er tilfældet med hannerne og ungfuglene.

På vadefladerne stikker hunnerne deres kraftige, krumme nål af et næb ned efter sandorm, børsteorm og krebsdyr. Imens er hannerne og de unge mere tilbøjelige til at afsøge våde enge og græsmarker. De har ligefrem en forkærlighed for at finde marker med kokasser, som kan servere skarnbasser og insektlarver.

Storspover kan blive gamle. En svensk ringmærket storspove rundede 31 år, og aldre på 15 år er ikke ualmindelige blandt spover.

Danmark bliver i træktiderne passeret af op imod 135.000 storspover, der primært yngler i Skandinavien, De baltiske Lande og Rusland.

Tekst og foto: Jan Skriver.