Det var i tidernes morgen og på falderebet af lørdagen. Gud nærmere sig fyraften på skaberværket. Han havde malet alle fisk, insekter, padder og dyr og samtlige sine opfundne fuglearter på nær en lille grå én. Da tog han malerbøtterne med de allersidste rester af farveklatter. Så malede han den undseelige lille fugl rød i ansigtet og gav den gult i vingen og sort, hvidt og rødbrunt, hvor der nu var plads. Det blev til stillitsen, og så var det søndag og hviledag. Lige siden har den spraglede stillits lyst op i landskabet, hvor end den færdes. Og lige siden har ornitologer kigget en ekstra gang, hver gang en flok stillitser har vimset omkring i visne vækster og tidsler på jagt efter de bitte små frø, der er fuglenes føde. Stillitsen har nu haft fire hårde vintre i træk, og måske er der udsigt til magre år i den danske bestand. Efter 1980’ernes optur for Danmarks stillitser, der dengang havde fede tider på grund af braklægning og landskabets generelle tilgroning, blev opdyrkningen af brakken en nedtur for finken, der bogstaveligt talt mistede terræn. Og det vil næppe gå hen over artens spraglede hoved, at et areal på størrelse med Lolland og Falster er blevet kornland igen efter at have ligget brak i årtier til gavn for fugle med hang til frø fra såkaldt ukrudt.

Tekst og foto: Jan Skriver