Den første uge af marts 2013 bød på tocifrede varmegrader efter tre måneder med vinter, og straks var der gang i skovsneppens træk mod nord. Men så drog kulden fra nordøst på returtræk, og fuglens optimistiske rejse mod en ny ynglesæson blev sat i stå. Skovens fugtige, bløde bund og de gavmilde græsfenner blev på ny hårde som konserves på lukkede dåser, efter at de en overgang var tøet op og havde budt sig til med føde for en vadefugl med et følsomt næb. Skovsneppen blev presset af vinteren, og nu måtte den søge ud i rabatter og bryn, hvor solen midt på dagen med lidt god vilje tøede landskabet op, så der kunne findes en orm hid og en godbid did. Jeg kom forbi, da skovsneppen stille sad og slikkede martssol. Skovbundens diskrete troldfugl var på udebane, som der sad der i vejens rabat. Rund som en håndbold ragede den op i den nøgne vejrabat, og den var ganske let at få øje på. Som en af camouflagens sande mestre insisterede den dog på at være usynlig, og den lod som ingenting, selv da jeg på fem-seks meters afstand var helt inde på livet af den. Sådan sad vi lidt og havde øjenkontakt. Så trissede sneppen ned i grøften og videre ind i birkekrattet, der snart opslugte den. En audiens med en troldfugl var forbi.

Tekst og foto: Jan Skriver.