Dens næb har form som en grydeske, hvilket måske ikke umiddelbart leder tanken hen på en skønhedsåbenbaring, men eksotisk, det er den i hvert fald med gult på brystet, røde øjne og en kæk fjertop. Det er skestorken, det handler om, og den er netop ankommet med lyset til sine danske ynglepladser, selv om foråret på ny ser ud til at være sat i skammekrogen af isnende vinde fra nordøst. Skestorken, der er lys og let som en sommersky, er nu slet ikke nogen stork, og folkekær i stil med den hvide stork bliver den næppe nogensinde. Vi har at gøre med en ibis, der har sin hovedudbredelse i tropiske og subtropiske lande, hvor lavvandede næringsrige vådområder hører til dens levesteder. Danmark udgør sammen med Holland og Tyskland artens bastion mod nordvest. Den danske ynglebestand har i disse år rundet 100 par, efter at arten i 1996 i Limfjorden slog sig ned og byggede rede efter næsten tre årtiers fravær i det danske landskab. Limfjordslandet, Ringkøbing Fjord, Skjern Ådalen og Vadehavet er de danske hovedområder for skestorke, men bestanden er de senere år blevet så stor, at arten nu bliver set over det meste af landet i løbet af sommerhalvåret. Og det spås, at skestorken måske også kan begynde at yngle på rovdyrfri småøer i Odense Fjord, Roskilde Fjord eller på Møn. Klimaændringer i retning af et lunere og vådere vejr, vil være brakvand på skestorkens mølle.

Tekst og foto: Jan Skriver.