Ugens fugl – Silkehale

silkehale_js_1Sidst på året hænger sæsonens restpartier af æbler som julepynt på nøgne træer, og nu er silkehalerne for alvor fløjet på æblerov.

Ofte har de spist op af byernes røde bær, inden de kaster sig over æblerne.

Forleden løb jeg over en lille flok silkehaler, der var i åben strid om de sidste frugter fra 2013.

Deres himmelske klokkelyde, der næsten altid omgiver silkehalen med et stænk af poesi, var afløst af skænderier og skærmydsler og hvæsen næb mod næb.

Selv de sidste æbleskrog blev forsvaret og fortæret.

På engelsk hedder silkehalen ”Bohemian Waxwing”, og fuglen lever op til sit navn. På sit træk om efteråret er den en sand boheme eller sigøjner, der ikke har nogen fast rute. Den flakker om på må og få og slår sig ned, hvor føde byder sig til.

Der er en klar tendens til, at de største flokke i Danmark bliver set i Nordsjælland og på østvendte kyster i Jylland og den nordlige del af Danmark. I Nordjylland er kystbyerne langs østkysten af Vendsyssel og Himmerland altid gode for silkehaler, selv i magre år.

I år er der kun få silkehaler i terrænet.

Det er slet ikke som i år med invasioner, hvor mangel på føde kan tvinge millioner af silkehaler, der yngler i øde nåleskove i Sverige, Finland, Rusland og langt mod øst i Sibirien, til at flyve mod Vesteuropa. Visse år kan der formentlig sagtens være 10.000’er af silkehaler i Danmark fra sidst på efteråret og året ud.

I reglen er november og december de store måneder for observationer af silkehaler.

Den seneste meget store invasion af silkehaler fandt sted i vinteren 2004/2005. Hvert 2. eller 3. år er der silkehale-invasion med den seneste i 2010/2011 De største antal bliver som regel registreret i overgangen mellem efterår og vinter. Fra nytår er invasionerne som oftest klinget af, og antallet af silkehaler mindskes frem til udgangen af marts.silkehale_js_2

Fælles for de bærædende vintergæster er deres ekstraordinære tillidsfuldhed.

De buttede silkehaler er ikke kun fulde af tillid, de er også småfulde på andre måder. Fuglene har nemlig dagligt alkohol i blodet på grund af de store mængder gærede bær, som de indtager.

En 65 gram tung silkehale kan æde 15 gram bær i ét måltid. Og den indtager adskillige måltider pr. dag.

En særlig stor lever gør dog fuglene i stand til at forbrænde alkoholen meget hurtigt, så de ikke siksakker af sted i spiritusflyvning. Silkehaler har ligesom stære en snorlige flugt, der på ingen måde bærer præg af et højt, dagligt alkoholforbrug.

I sjældne tilfælde kan det ske, at silkehaler når helt til Sydeuropa på deres jagt efter føde. I efteråret 2004, da dette århundredes foreløbig største invasion gik over Nordeuropa, nåede enkelte silkehaler helt til det nordvestlige hjørne af Spanien. Det var første gang, at der med sikkerhed blev konstateret silkehaler i denne del af Europa. De spanske observationer var med til at understrege, at store mængder af silkehaler det år blev ramt af sult i deres yngleskove, hvorpå de var tvunget til at flakke vidt omkring efter føde.

Erfaringer fra sæsoner med invasioner fortæller, at mange silkehaler vil bukke under i løbet af deres vinterophold. En del vil flyve mod ruder i en grad, så silkehalen, der af de fleste mennesker bliver opfattet som en smuk og delikat skabning, endnu en sæson vil blive en af de mest udstoppede fugle i dette land.

Retfærdigvis skal det siges, at kollisionerne intet har med promille-flyvningen på grund af de gærede bær og alkoholen i blodet at gøre.

Ulykkerne handler snarere om, at invasions-silkehalerne færdes i uvant terræn med ukendte farer fjernt fra de øde næsten mennesketomme skove, hvor de hører hjemme.

Tekst og foto: Jan Skriver.