Den højarktiske pibesvane, der er den mindste svaneart i vores del af verden, er tilsyneladende ved at droppe Danmark på sit efterårstræk. Engang var den grå november en måned med tusinder af lyse pibesvaner på visit i særlig grad i den nord- og vestjyske natur, men nu om dage kan antallet af trækgæster om efteråret tælles i få hundreder.

De senere år er der kun registreret 500-600 pibesvaner i det danske novemberlandskab, og i weekenden 9/10. november skal de små svaner igen tælles.

Pibesvanen er den af vores svanearter, som generelt er mest knyttet til vandplanter som ålegræs, vandaks og havgræs, der i en årrække har været næsten forsvundet fra de fleste danske fjorde og kystnære lavvandede områder. Det er formentlig en del af forklaringen på, at pibesvanen de senere år har forladt sine tidligere rastepladser i Limfjorden og flere af de vestjyske fjordområder. De småflokke af pibesvaner, der i disse år bliver set meget spredt i landskabet, går ofte på dyrkede marker i selskab med sangsvaner, som æder rester af afgrøder.

I begyndelsen af 1990’erne kunne der raste rundt regnet 5.000 pibesvaner på samme tid i Danmark i november, hvor det blev skønnet, at sammenlagt op imod 12.000 af de små svaner trak gennem landet i løbet af fire-seks uger.

I 2005 blev der ved den nationale tælling kun set 1.200 pibesvaner her i landet, mens tallet dumpede ned på 600 fugle i november 2007. Og i 2009 blev der sat bundrekord med kun cirka 500 pibesvaner i begyndelsen af november.

Nordjylland, der tidligere lagde natur til klassiske lokaliteter for arten, er stort set blevet forladt af pibesvanen. Tendensen de senere år har bevæget sig i retning af, at et stigende antal pibesvaner benytter Østersøens sydkyst mod deres vinterkvarterer i Holland, Storbritannien og Tyskland.

For eksempel er der konstateret nye rastepladser i Polen og en koncentration på op imod 5.000 pibesvaner nær Bergenhusen i Nordtyskland.

Også i Estland er der i stigende grad konstateret store flokke af rastende pibesvaner. Svaner kan blive gamle, og de kan gøre erfaringer og ændre deres trækmønstre alt efter, hvor der er de største og mest stabile mængder af føde. Generelt er den bestand af pibesvaner, som yngler i den vestlige del af Ruslands tundra, og som har sine vinterkvarterer i Nordvesteuropa i kraftig tilbagegang. I begyndelsen af 1990’erne talte denne vestsibiriske bestand 29.000 individer, men nu er den formentlig kun på cirka 20.000 fugle, og den nedadgående tendens synes at fortsætte.

Tekst og foto: Jan Skriver.