I disse dage ankommer de lysbugede knortegæs til vores himmelstrøg fra deres arktiske ynglepladser. Lysbuget knortegås er den fugleart, vi i Danmark har det allerstørste ansvar for at passe godt på. Ligesom Indien har et globalt ansvar for at sikre levevilkårene til den udryddelsestruede tiger, har vi i kraft af vores kystnatur et ansvar over for den lysbugede knortegås, der er helt afhængig af vores natur. Der er under 7.000 individer af lysbuget knortegås i den bestand, som yngler i Nordøstgrønland og på Svalbard, og hvis vinterkvarterer primært findes i det danske landskab med de nordjyske kyster som de vigtigste. Fra september til slutningen af maj næste år vil vores lavvandede fjordområder være af altafgørende betydning for denne bestands ve og vel. Hvis vinteren bliver hård, som det har været tilfældet de seneste fire år, flyver de fleste af de arktiske knortegæs over Nordsøen til Østengland eller til mildere egne i Holland. Men ellers vil gæssene æde ålegræs og andre havplanter i Danmark. Og næste forår vil de græsse på saftige enge nær fjordområder. Jo, bedre kondition de arktiske gæs er i, når de om cirka ni måneder på ny trækker nordpå, desto større frugtbarhed vil der være udsigt til for den lille og skrøbelige gåsebestand.

Mens der netop nu er de største forekomster af ålegræs i flere årtier i den østlige del af Limfjorden, så den marine natur serverer rigeligt ved knortegæssenes ankomst, så tegner fremtidens fødetilgængelighed en kende dyster for den lille gås.
Gåseforskere frygter, at den lysbugede knortegås kan komme i klimaklemme på grund af de vandstandsstigninger, der er i vente som følge af klimaændringerne.
Det er beregnet, at selv en moderat stigning i vandstanden på 33-77 centimeter vil sætte op imod halvdelen af de lavtliggende danske strandenge, som knortegæssene er afhængige af i månederne op til deres forårstræk, under vand.
Og så rykker man bogstaveligt talt forårstæppet af proteinrig vegetation væk under fuglene, og tvinger dem op på dyrkede arealer.
Men fødesøgning på dyrkede marker er til ugunst for knortegæssene, og de risikerer derfor at komme i ringere form og foderstand, hvis deres grønne enge kommer under vand.

Bestanden af lysbuget knortegås på Svalbard og i Nordøstgrønland er reduceret fra 8.450 til 6.800 individer i løbet af to år fra 2010.
Flere hårde vintre har krævet store ofre blandt gæssene, der gennem historien mildt sagt har taget sine bestandsmæssige rutsjeture.
I 1930’erne blev det nordlige Atlanterhavs skove af ålegræs ramt af sygdom, hvilket tog føden ud af næbbet på de lysbugede knortegæs, hvis bestand før ålegræssets kollaps talte et sted mellem 50.000 og 100.000 fugle.
Voldsom jagt i gæssenes danske vinterkvarterer og Svalbards fangstmænd og isbjørne bidrog til en nedtur, som var på nippet til helt at udrydde bestanden. Mod slutningen af 1960’erne var kun 1.800 lysbugede knortegæs tilbage.
I 1972 blev alle knortegæs så fredet, og langsomt begyndte bestandene at vokse.
Nu bøjer kurven over bestanden af den lysbugede knortegås igen nedad. Og denne gang har selveste klimaet en finger med i spillet. Men det er en finger, der peger mod mennesket selv.

Tekst og foto: Jan Skriver.