Løvsangeren lever op til sit navn, for det er ganske vist, at den ankommer med forårets løvspring, der gør landet lysegrønt som håbet. Det er næppe overdrevet at udnævne løvsangeren til den talrigeste sangfugl på vores breddegrader. I Norge, Sverige og Finland er bestanden af løvsangere skønnet til at være et sted mellem 20 og 39 millioner par. Der er dage i april og maj, da fugletrækstederne i Nordeuropa vrimler af nordgående løvsangere i transit på vej mod de store skandinaviske skove. I vrimlen af vimse sangere stopper cirka en halv million par op og yngler i det danske landskab, hvor løvsangeren bliver en god del af forårets og sommerens lydbillede. Der er stort set løvsangere i alle typer af terræn med krat, skove og læbælter i Danmark. Hvor der er løv, er der en løvsanger, fristes man til at sige. Familielivet hos løvsangerne er en hektisk affære. Sang og pardannelse bliver prompte til æglægning. Når de 5-8 æg er klækket, er ungerne i reden i 14 dage, hvor forældrene ankommer op imod 5.000 gange med måltider af små insekter og edderkopper. Efter udflyvningen følger godt en uges opdragelse i kunsten at være en løvsanger, før ungerne kan klare sig selv. Selvstændighed blandt løvsangere består blandt andet i at finde kursen mod troperne og insekterne i Afrika syd for Sahara for at holde vinter. Men der er heldigvis længe til efterårets træk. Nu er det forår, og det er løvsangeren, der er kommet med det.

Tekst og foto: Jan Skriver.