Jeg tog til Vestkysten for at gå de arktiske gæs i møde. Og så kom de. Sidst på eftermiddagen. Skydækket holdt på sommerens sidste varme, mens kilerne af kortnæbbede gæs pløjede himlen og varslede endegyldigt efterår. De snakkede, da de ankom. Man er vel altid en kende kåd, når man kommer til Syden? Flok efter flok fløj fra havet ind over land de sidste timer af denne septemberdag. Omkring 1.000 kortnæbbede gæs lagde et levende låg over mig, da jeg gik på stranden. Jeg nåede lige at tænke et ”velkommen tilbage og godt vinterhalvår”, så var de videre på rejsen med land under bugen. Men det blev nu ikke som den dag i 1980’erne, da jeg ramte trækkets hovedfærdselsåre og fik gåsekuller inklusive gåsehud. Det var den dag, da mindst 15.000 kortnæbbede gæs i kilometervis af kiler fra Bulbjerg og nordpå fik landkending lige netop i de timer, da jeg cyklede på en strækning, der krydsede gæssenes rute. Det var dengang, da bestanden kun talte cirka 30.000 fugle, så jeg hilste på mindst halvdelen af dem alle. Lige siden har september og fugletrækkets magi fristet til et målrettet kig fra kysten af Nordvestjylland, hvor Svalbards kortnæbbede gæs når Nordvesteuropa i løbet af månedens sidste halve snes dage. De har ynglet på øgruppen i isbjørnens land bare 1.000 kilometer fra Nordpolen. Og nu skal hele bestanden holde vinter i Danmark, Tyskland og Holland. Og de har det godt, de arktiske gæs. I maj 2013 blev bestanden talt til 81.500 individer. Der er næsten sket en tredobling i løbet af knap tre årtier. Til glæde for nogle, til ærgrelse for andre. Godt at vide at de vil være hos os til engang langt ud på foråret.

Tekst og foto: Jan Skriver.