De færreste fugle har papir på at være populære. Men det har knopsvanen, for i 1984 blev den i ”Dus med dyrene” kåret af danskerne som deres nationalfugl. Og titlen gælder fortsat. Knopsvanen er bestemt også både prægtig og imponerende og med et udpræget nationalt sindelag om vinteren, når den er kollektiv i åbne vandområder. I denne tid konverterer den dog til rendyrket lokalpatriotisme. Her i marts er knopsvanen i reglen mere territoriehævdende end en tysk badeturist på en vestjysk sandstrand. Det er min sø, væk med dig, rapporterer den med hele sit kropssprog. Nu da søerne er ved at tø op og fra dag til dag blotlægger flere og flere kvadratmeter potentielt svaneterræn, er kampene i gang. Det gælder om at vinde hunnerne og retten til de mest føderige og redesikre steder. Det går voldsomt for sig. Undertiden ser det helt livsfarligt ud, når den stærkeste svanehan tryner den svagere, der ofte får en dukkert, inden han tager flugten i kaskader af vand. Før vi ved af det, kommer de dunede små ud fra rederne. Og nok engang vil diskussionen gå. Hvad skal vi kalde dem: svællinger, ællinger, svæklinger eller grimlinger? Lad os kalde dem svaneunger, for det er korrekt. Grimme ællinger hører H. C. Andersen til.

Tekst og foto: Jan Skriver.