Mens foråret er ungt, og terrænet nøgent, træder gulspurven lysende som en citron frem i landskabet, hvor den holder til. Og den synger sin sang, hvor den tæller til syv, mens den trækker syvtallet i langdrag.
Der er forsket i gulspurvens sang, der varierer fra egn til egn. I Danmark er der påvist syv dialekter. Enkelte af dialekterne er så forskellige, at man ikke behøver at være gulspurv for at høre forskel på dem, også det menneskelige øre vil kunne genkende en bornholmer fra en nordjyde i gulspurvenes verden. Fra Nordjylland er det påvist, at forskellen i dialekter blandt gulspurve også kan være koblet til forskelle i adfærd. Det har vist sig, at hunner, som danner par med hanner med den ene dialekt, fortrinsvis bygger deres reder på jorden, mens hunner, der falder for en anden dialekt, har en tendens til at etablere deres rede oppe i vegetationen. I Norge er der lavet eksperimenter med syngende gulspurve, der viser, at norske gulspurvehunner reagerer mere positivt på en sangdialekt fra deres norske fødested end på en afspilning af en dansk syngende gulspurv. Også i fuglenes verden kan nationalsangen spille en rolle.

Tekst og foto: Jan Skriver