Det siges, at grønt er godt for øjnene. Hvis det er tilfældet, bør man dagligt kigge på en grønirisk han. Denne stedsegrønne finkefugl med gule strøg på vingerne har så småt indledt forårets sang, der kan minde om en kanariefugls triller. Sangen er ikke smuk som solsortens, men hvad den mangler i sin komposition, det kompenserer den med optimisme. Danmarks bestand af grønirisker blev mere end fordoblet fra 1970’erne og cirka tre årtier frem. Fremgangen skete i takt med tilgroningen af de nye parcelhuskvarterer, der blev bygget i 1960’erne og 70’erne. Den grønne finke flyttede ind i haverne, når vegetationen blev tilstrækkeligt høj. Grønirisken blev også en af de flittigste gæster ved foderbrætterne i vinterhalvåret. Danskernes serveringslyst for småfugle har sandsynligvis hjulpet grønirisken til at blive en af de mest almindelige havefugle i Danmark. Om få uger vil man kunne se grøniriskens sangflugt, hvor den på stive sommerfuglevinger flyver syngende over haven. Da lægger man for alvor mærke til dens grønne og gule fjerdragt. I sensommeren kan det hænde, at der kommer rødt på en grønirisk. Det hænger sammen med, at finken elsker kødet fra knaldrøde modne hyben. Da kan man opleve grønirisken være helt rød omkring næbbet af bær, ligesom små børn kan have marmelade i hele hovedet. Den tid, den glæde. Først gælder det forårets første strofer.

Tekst og foto: Jan Skriver