Det var en junimorgen lige omkring solopgang, hvor tungt vejr og dis prægede billedet, at jeg hørte en græshoppesanger og tænkte, at den må sidde helt tæt på vejen, så det sikkert var umagen værd at spejde efter den og få en sjælden nærkontakt.

Det gjorde jeg så. Hver en pil og hver en tot lysesiv blev nøje gået igennem med håndkikkert. Som altid, når græshoppesangeren synger sin monotone snurrende sang, steg og faldt styrken, fordi sangeren ustandseligt drejer hovedet og sender sine lyde i forskellige retninger. Men jeg følte mig ikke i tvivl om afstanden; græshoppesangeren måtte sidde inden for en radius af højst 15-20 meter fra mig.

Efter ti minutter havde jeg endnu ikke lokaliseret sangeren, og jeg hævede blikket og tog et landskabeligt kig over moselandet. Da faldt mit blik på en lille fugl i toppen af den højeste tidsel godt 100 meter fra mit ståsted. Det var græshoppesangeren, der sad frit fremme. Dens sang fik ekstra vinger af disens små dråber, og jeg blev snydt, så det drev af mig. Det var helt uvirkeligt, at jeg kunne tage omkring 100 meter fejl af fuglens position, men det var, hvad jeg gjorde. Og jeg blev klogere.

Få dage forinden havde jeg haft en anden oplevelse med en græshoppesanger, som en eftermiddag sad midt på en grusvej. Da jeg steg ud af min bil, pilede den af sted som en mus. Og den var ligeså hurtig. Jeg ville gribe fuglen, der tilsyneladende havde skadet sin ene vinge, men den kastede sig i grøften og svømmede over en meter vand, inden den som en mosegris forsvandt i græsset. Efter den oplevelse kan jeg være fristet til at give græshoppesangeren det navn, som færinger bruger om gærdesmutten, nemlig ”musebroder”.

Tekst og foto: Jan Skriver.