Nu er der gået kuk i Danmark, for gøgen er ankommet til sine tempererede yngleområder efter en vinter i det tropiske Afrika. Stort set alle danskere med bare en smule interesse for naturen og dens væsener kender gøgens klare kukken, der lyder himmelhøjt i maj. De har sikkert også hørt historien om en fugleart, der vurderet ud fra menneskelige normer er en slyngel i forårets paradisiske frugtbarhed blandt fugle. Ja, på Limfjordsøen Mors blev gøgen engang i folkemunde kaldt for ”psykopatfuglen”. Gøgen har ikke noget familieliv med egen indflyvning, for den kunne aldrig drømme om at bygge sig en rede. Den hverken ruger eller opfostrer, næh, den slags lader den andre om. Det er netop i disse dage, at gøgehunner flyver søgende omkring i terrænet for at finde familier af rørsangere, tornsangere, engpibere, gule vipstjerter eller sivsangere, som de kan snylte på. De fem arter er gøgens foretrukne plejefamilier, men hele 32 arter af småfugle er derhjemme konstateret som mulige værter for gøgens æg og unger. I løbet af en måneds tid kan en gøgehun lægge en snes æg i lige så mange småfuglereder. Og gøgehunnen tillader sig oven i købet at have en stemme, som minder om en skrattende latter, der i vores ører kan lyde som en hån mod de fugle, der bliver brugt som plejeforældre. Naturen er forunderlig, men ikke nødvendigvis retfærdig i menneskelig forstand.

Tekst og foto: Jan Skriver.