Den er langvinget og langhalet med et strejf af elegance i stil med kongeørnen. Hvor musvågen syner kompakt, så er fjeldvågen atletisk i sin fremtoning. Og nu er denne graciøse gæst fra fjeldene i nord atter på besøg i det danske efterårslandskab. Ja, nogle af dem vil blive hos os hele vinteren og først til april flyve mod nord igen. Der var særligt mange fjeldvåger i 2011, for det år var der godt med lemminger i de fjeldområder, hvor den yngler og får store kuld, når føden af gnavere er rigelig. I år er et mere normalt år med fjeldvåger på besøg, men arten kan i reglen ses over det meste af landet, dog i særlig grad i ådale og i kystnære egne med enge og græsarealer. Limfjordslandet og de nordjyske vildmoser huser flere klassiske områder for fjeldets våge. I det flade Danmark må vintergæsten fra fjeldene finde en niche i naturen i konkurrence med vores indfødte og almindelige musvåge. Så fjeldvågen jager ofte på svirrende vinger, hvor musvågen som regel bare sidder. Som en tilpasning til de åbne vidder, hvor fjeldvågen hører hjemme, har den udviklet en teknik til at opdage og fange gnavere, der hverken kræver en pæl eller et træ at spejde fra. Den muser fra adskillige meters højde som en tårnfalk, og den styrtdykker efter sit bytte – ofte en markmus i græsset. Imens kan den lokale standjæger og pælesidder, musvågen, jage i nabolaget på sin mere tilbagelænede facon. Fjeldvågen ses også tit muse i daggryet og i skumringen, for i stil med tårnfalken kan den få øje på det ultraviolette lys, som musenes urin efterlader som striber i enge og græsmarker. Lavlandets og fjeldets våge har delt jagtmarkerne og til dels også jagttiden mellem sig.

Tekst og foto: Jan Skriver.