Da frosten kom, blev fuglenes spillerum snævret ind, og bekkasinerne soppede nu omkring i kildevældet i udkanten af engen, hvor der var garanti for blød bund uanset hvad. Jeg fik øje på dem med det yderste af øjnene, og det lykkedes mig at være musestille og listig, så jeg til sidst var inde på få meters afstand af de ellers ekstremt sky vadefugle. Hvor er dobbeltbekkasinen dog smukt designet og et studium i kunsten at være ét med sit terræn. Det er kun, når den bevæger sig, og sikker og sakker med sin symaskinenål af et næb, at den afslører sig. På mange måder er den dobbelt i mere end én forstand, den gode bekkasin, som i løbet af efteråret trækker talstærkt gennem Danmark. Den er mindst dobbelt så sky som de fleste andre fugle, og dens næb er i høj grad dobbelt så langt som et næb af standard-størrelse. Dobbeltbekkasinen er dén af alle vores fugle, som har det længste næb i forhold til sin størrelse. Næbbet er 6-7 centimeter, hvilket er meget, når dets indehaver blot er stærestor. Men det er nødvendigt at have et næb som et sugerør, når man lever af alt godt fra jordens bløddele. Mens mange mennesker stikker deres næse i alt, stikker bekkasinen sit næb i det meste, bare der er blødt. Ingen ved præcist, hvor mange bekkasiner, der fra august til et stykke ind i november fra yngleområder i nord flyver gennem Danmark. Gæsternes antal skønnes at løbe op i nabolaget af en million. Bekkasiner er så sky og godt camouflerede, og de lever så skjult mellem tuer og vegetation i sumpede områder, at deres levevis gør nøjagtige bekkasintællinger næsten umulige. Noget lettere er det at få styr på de døde. Hvert år skyder danske jægere cirka 15.000 dobbeltbekkasiner. Mens bekkasinen er talrig på træk i det danske landskab, så er ynglebestanden gået kraftigt tilbage det seneste århundrede. Engang kunne man om foråret over det ganske land høre bekkasinens vrinskende lyd fra himmelrummet. Titusinder af par ynglede hos os. I dag er dén lyd forstummet fra de fleste egne. Nu må vi tage til takke med gæstebekkasiner, der kun har en hæs lyd på repertoiret, når de bliver skræmte og flyver op.

Tekst og foto: Jan Skriver.