Sædgæsprojekt i Lille Vildmose
Ih, hvor er det altså spændende, hviskede Stinne Aastrup til mig mindst 10 gange under Ole Roland Therkildsens fremlæggelse af Sædgåseprojektet i Lille Vildmose på Vildmosecentret torsdag den 3. december. Ja, vist var det spændende, en mængde overraskende facts blev fremlagt på baggrund af den mærkning og det GPS-udstyr, som gæssene er blevet forsynet med i år og sidste år, hvorunder det er lykkedes at indfange 81 gæs og påsætte dem udstyret. Hvem skulle have troet, at ikke-ynglende gæs fortsatte forårstrækket nordpå til den russiske ø Nova Zemlja for at gå i fældningskvarter. Og så er der stadigvæk enkelte gæs, der tager til Holland for at overvintre. Dette og mange andre forhold fik vi fortalt under et meget underholdende og oplysende arrangement. Hvordan bærer man sig så ad med at indfange de vilde gæs ? Det sker ved hjælp af tamme lokkefugle. Se blot her hvordan.
Tekst: Thorkild Lund
Foto: Dorte Sørensen