Så er det tid for tidlig forårs timetælletur

På onsdag kan vi igen begynde at gå den tidlige forårs timetælletur. Vi håber, at mange benytter sig af lejligheden til at komme ud. Og hvis du ikke har et atlaskvadrat endnu, er der stadig mange ledige kvadrater.

Atlasprojektets ledelse har netop udsendt følgende mail, der forklarer mere om timetælleturene. Der er blandt andet nogle meget gode youtubevideoer, der forklarer nærmere om timetællinger, ruteoptegning mm. Disse kan varmt anbefales.

Kære kvadratansvarlige

Den 1. april starter yngletids-TimeTælleTurene i Atlas III!  
Perioden for de tidlige yngletids-TimeTælleTure starter den 1. april og løber til og med den 12. maj. Perioden for de sene yngletids-TimeTælleTure starter den 13. maj og løber til og med den 22. juni.

Har du endnu ikke udført en TimeTælleTur (TTT), kan denne korte video give dig en idé om, hvad TimeTælleTuren går ud på: https://youtu.be/4JGs9eW7mmg.

Du kan læse mere om baggrunden for TimeTælleTurene på Pandion: Derfor laver vi TimeTælleTure i Atlas III.

I 2014 blev der udført 300 tidlige og 300 sene yngletids-TimeTælleTure – en rigtig god start! Men der skal flere ture til for at kunne beregne robuste estimater af fuglearternes tæthed og bestandsstørrelse, og vi har brug for din indsats.

Hvordan adskiller yngletidsturene sig fra vinterturene?
En yngletids-TTT skal udføres fra en halv time efter solopgang og frem til kl. 10. Desuden skal dununger og ungfugle ikke tælles i yngletiden.

Hvordan tegner jeg TTT-ruten?
Her finder du vejledningen til indtegning af ruten.
Du kan også vælge at se de to video-vejledninger:
Tegning af ruten http://youtu.be/0WaFnvXzj54
Indtastning af data http://youtu.be/eDMH5tQCuz0

Vejledninger
Alle vejledninger findes på http://www.dofbasen.dk/atlas/vejledninger under TimeTælleTure.
Læs gerne lynvejledningen til TimeTælleTure først.
Den fulde vejledning til TimeTælleTure findes her.
Her er der fif til afstandsbedømmelse.
Her kan du printe feltskema til TimeTælleTure.

Skal der udføres TimeTælleTure i mit kvadrat?
Der skal udføres TimeTælleTure i 1726 af de 2255 atlaskvadrater. Du kan tjekke, om der skal udføres TimeTælleTure i dit kvadrat på atlasbasen under TimeTælleTure -> Administrér.

I kvadrater hvor der ikke skal udføres TimeTælleTure, vil beskeden ”ugyldig kvadratkode!” poppe op, når kvadratkoden skrives ind i feltet.

Samme sted kan du også vælge ledige TimeTælleTure i kvadrater uden kvadratansvarlig. Det vil vi gerne opfordre til, så vi opnår en god dækning af TimeTælleTurene i projektet. 

God fornøjelse!
De bedste hilsner
Atlasteamet