Så du ørnen?

Så du ørnen?

Fjeldvaage_kp_1

Foto: Knud Pedersen

Det spørgsmål og mange andre lignende vil blive stillet igen og igen, når Skagen Fuglestation den 9. maj lukker op for Skagen Fuglefestival. Fugleinteresserede fra nær og fjern vil være på træk rundt i Skagen og omegn for at opleve så meget af det store fugletræk som overhovedet muligt. Ikke en fugl vil slippe igennem nåleøjet uden at blive spottet og rapporteret.

Skagen er med sin beliggenhed som Europas fastlands øverste top, kendt som et af Europas bedste steder for at se på det imponerende fugletræk. Tusindvis af fugle trækker fra det sydlige Afrika og Sydeuropa op gennem verdensdelen for at nå først til de mest attraktive ynglepladser. Jylland rækker som en pil fra fastlandet mod den norske og svenske kyst, hvorfra fuglene spredes videre ud i den skandinaviske halvøs vidtstrakte natur og endda videre over i Sibirien. Det hele foregår over et på måneder i foråret fra marts til juni.

Som en del af et verdensomspændende projekt – World Migratory Birdday (Verdens Trækfugledag) gennemfører Skagen Fuglestation en fuglefestival den anden weekend i maj, i år i dagene 9. til 11. maj. Borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit Hansen holder åbningstalen ved Skagen Fyr fredag den 9. maj kl. 10.

Festivalen har sin base i Skagen Fyr (Det Grå Fyr) som ligger og rager højt op over landskabet som det sidste inden Jylland forsvinder i de to have. Fra fyret, som er åbent under festivalen, kan man overskue hele Skagenområdet i fugleperspektiv og følge fuglene på deres vej langt ud over havet eller tilbage ned langs østkysten.

I fyrbygningerne har festivalen sit kontrolpunkt og informationscenter. Her kan du få oplysninger om festivalen, fuglene, foreningen og naturen i Skagen. Som noget nyt vil der også i fyrbygningen være en fantastisk fotoudstilling med billeder som Knud Pedersen og Eigil Olesen har taget i og omkring Skagen. Falder du for et af dem, kan de købes. I vores store telt lige neden for fyret, kan du nyde en kop kaffe eller lignende samtidig med at du ser på kikkerter, teleskoper, bøger, tøj og meget mere og måske gør du en god handel. Her holder nemlig Naturbutikken til med et større udvalg af butikkens varesortiment.

Men det spændende er jo fuglene og naturen i Skagen. Derfor har vi udstationeret lokale ornitologer på de rigtige udkigssteder i Skagenområdet. Her står de på bestemte tidspunkter og fortæller om de fugle der passerer. Så ikke nok med at du kommer tæt på, du kan også få alt at vide om de fugle du ser. Vidste du eksempelvis, at den Havterne der passerer derude lavt over vandet har været på vinterferie i Antarktis og at den hvert år i sit lange liv flyver fra nord til syd og tilbage igen? Eller at den hurtige Landsvale der lige røg over hovedet på os med sit karakteristiske livlige kald, har tilbagelagt turen fra Sydafrika til Danmark? Alt dette og meget mere vil de garvede ornitologer fortælle om, når de står klar til at modtage dig.

RoedGlente_kp_1

Foto: Knud Pedersen

Også guidede ture i området med lokale ornitologer er der plads til. Lørdag morgen kan du slentre med Knud Pedersen fra Nordstrand til Grenen. Søndag morgen med Ian Heilmann igennem Byfogedskoven midt i Skagen by eller med Kurt Rasmussen op over Råbjerg Mile og ned til Milesøerne. En aftentur er der også plads til med Villy Hansen og Henning Schmidt langs Knasborg Å, Jennet Egekrat og afslutning med besøg hos Natravnene ved Stensletten.

Både fredag, lørdag og søndag står Rune Bisp klar fra 8 morgen til 12 ved sine ringmærkningsnet i Ellekrattet. Rune tømmer jævnligt nettet for småfugle og fremviser sin ringmærkning af det der går i nettet. Tag børnene med. Der er ikke noget mere spændende og specielt end at stå med en lille fugl i hånden og samtidig få at vide, at den er fløjet hele den lange vej fra Sydafrika, bare for at blive ringmærket på Skagen.

Fredag og lørdag aften afholder den kendte ornitolog og fotograf Klaus Malling Olsen to foredrag på Kappelborg.

Skagen Fuglefestival startede som et forsøgsprojekt i 2006 og har vist sig at blive et større og større event i Skagen i foråret, hvor fugle og fuglefolk mødes på toppen. Du skulle tage og kigge forbi. Start i Fyret med en tur op og derefter kan du vælge hvad du ellers har lyst til at se. Festivalen gennemføres i samarbejde med Naturstyrelsen Vendsyssel, Turisthus Nord, Frederikshavn Kommune og Naturhistorisk Museum i Skagen.

Læs meget mere om festivalen på www.skagenfuglefestival.dk