På den igen, Gråmejser!
Så kom Gråmejseturene i gang igen med en tur til Nymølle bæk tirsdag den 19 maj. Det var første tur, siden vi lukkede ned på grund af Corona-epidemien. Turen var tilrettelagt med tilmelding, så vi ikke kom til at bryde med de gældende regler for samvær. To Guider, to hold med i alt 10 på hver, der gik hver sin vej rundt i området. Mødetiderne for de to hold var forskudt, så vi ikke stod 20 personer samlet på én gang. Så var den klaret!
Nymølle bæk og skov er et meget kuperet terræn. Det fik alle at føle rundt i området. Der blev pustet noget på vej op mod toppen af de mange stigninger, vi kom ud på. Vi havde advaret om, at der i dalene kunne være meget fugtigt. Det ville vi i den grad have oplevet, hvis vi havde gået turen for to måneder siden, men den tørre april og maj måned havde gjort sin gode indvirkning på terrænets fugtighed.
Men det var jo fuglene og naturen, det hele handlede om. Hvis der havde været meget store forventninger om, at man efter en ufrivillig pause nu skulle opleve en masse fugle på denne tur, var der måske nogen, som blev lidt skuffede. Dels ser man ikke ret nemt de fugle, man hører synge i krat og træer. Dels var der ikke helt de af os guider forventede antal fugle og fuglearter. Hvor var Hvepsevågen, Tårnfalken, Grønspætten, Topmejsen, Sumpmejsen, Skovsangeren, som var nogle af de mest savnede arter på turen. Hermed er det næsten også fortalt, hvad vi så fik at høre, og i nogle tilfælde set, på turen, hvor en meget lys Musvåge tiltrak sig størst opmærksomhed.
Ca. midt på turen rundt krydsede de to hold hinanden og fik fortalt på behørig afstand, hvad vi hver i sær havde set. Hold 1 havde, pointerede de, set Rød Glente og Stor Flagspætte foruden de arter, som vi begge hold havde set. Fra hold 2 kunne vi berette om Bjergvipstjerter, Grå Fluesnapper og Stillids.
På hold 2 spejdede vi meget efter den Røde Glente på resten af turen, – uden at se den! Selv, hvor der var åbent til himmelrummet, var den ikke at se ikke engang hen over et større engområde, som vi passerede langsomt. Her var der til gengæld flere flotte sommerfuglearter, der behændigt med lette vingeslag bevægede sige rundt om os. Men billedet for sommerfuglenes fremkomst er lidt det samme, som for fuglene. Det er ikke mange arter, der er flyvende endnu. Maj måneds kulde er ikke sommerfuglevenligt.
Hold 1 var tilbage ved p. pladsen kl. 12 og de sidste forlod den 12.15. Vi fra hold to nåede tilbage 12.20. Nogle kørte hjem til frokosten, mens vi, der havde madpakken med, satte os i flot solskinsvejr for at nyde den. Pludselig var den der! Lige hen over hovedet på os, – Glenten den røde! Den satte et godt punktum for dem, der blev ude lidt længere, nu hvor vi var sluppet lidt ud af coronaens begrænsninger.
Tekst: Svend Erik Mikkelsen
Fotos: Dorthe Mikkelsen og Svend Erik Mikkelsen