Naturmødet aflyser 2020-mødet
Som følge af den aktuelle situation omkring coronavirus ser Hjørring Kommune ingen anden mulighed end at aflyse Naturmødet, som skulle have været afholdt for femte år i træk i Hirtshals i dagene 14.-16. maj.
En enig bestyrelse for Naturmødet besluttede i dag, at det ikke længere er realistisk at gennemføre årets møde.
”Det er med dyb beklagelse, at vi må aflyse Naturmødet 2020. Det er vigtigere end nogensinde, at vi forholder os til krisen i vores natur og biodiversitet, så derfor har vi håbet til det sidste. Men med en coronakrise, som forværres dag for dag, giver det ikke længere mening at prøve at samle op mod 30.000 mennesker i Hirtshals”, udtaler Naturmødets formand Arne Boelt.
”Lige nu er det vigtigste, at vi alle bakker op om at begrænse smittespredningen og passer på os selv og hinanden”, fortsætter Hjørrings borgmester Arne Boelt.
Iflg. naturmødechef Jesper Lauritsen går man nu i gang med at kontakte alle tilmeldte aktører til Naturmødet 2020, for at forklare dem situationen.
”Det gør ondt helt ind i hjertet at skulle aflyse Naturmødet 2020, for vi ved at mange allerede har lagt meget arbejde og engagement i planlægningen af årets debatter og aktiviteter. Jeg håber, vi kan tage tråden op og fortsætte dialogen om natur og biodiversitet, når vi en gang er på den anden side af coronaudbruddet”, siger Jesper Lauritsen.
Læs mere www.naturmødet.dk og følg med på www.facebook.dk/naturmoedet
For mere information kontakt
Borgmester Arne Boelt (S), telefon 4122 3069
Naturmødechef Jesper Lauritsen, telefon 4122 6543 – jesper.lauritsen@hjoerring.dk
En hilsen til aktørerne:
Kære aktør på Naturmødet 2020
Som følge af den aktuelle situation omkring coronavirus, ser vi os desværre nødsaget til at aflyse Naturmødet 2020. Beslutningen har været svær, for vi ved at mange af jer allerede har brugt tid og ressourcer på at planlægge jeres stand samt debatter og aktiviteter. Men lige nu er det vigtigste, at vi alle bakker op om at begrænse smittespredningen og passer på os selv og hinanden.
Selvom Naturmødet ikke finder sted i dagene 14-16. maj, bliver der heldigvis stadig mulighed for at opleve Naturmødet rundt omkring i Danmark. Når coronaepidemien er overstået, sender vi nemlig vores nye rullende scene – NaTour – ud på vejene for at møde danskerne til debatter, aktiviteter og spændende naturformidling.
Vi arbejder også på nogle digitale aktiviteter som erstatning for det fysiske møde. Mere om det senere.
Vi håber på jeres forståelse i denne svære situation og siger foreløbig tak for et godt samarbejde omkring Naturmødet 2020.
For en god ordens skyld skal det naturligvis nævnes, at I ikke længere hæfter for booking af jeres stadeplads.
Vi ser frem til at skabe et nyt Naturmødet i 2021 sammen med jer, som afvikles d. 27. – 29. maj.
Bedste hilsner
Naturmødet